(navigation image)
Home American Libraries | Canadian Libraries | Universal Library | Community Texts | Project Gutenberg | Children's Library | Biodiversity Heritage Library | Additional Collections
Search: Advanced Search
Anonymous User (login or join us)
Upload
See other formats

Full text of "Stjernen"

■'■ ■ ■:■■ ■: ■■■■: ■■■■■■■ . ■ .. ■ ■■.■■■. ■■■: .:■ ■. . ■■■ ■ 



■. ■ ■■ . :■::■. .■ .. 



Stjernen 

W Jesu Kristi Kirke af Sidste Dages Hellige 



Februar 1987 

o 

Årgang 136 
Nummer 2 




Februar 1987 
136. årgang 
Nummer 2 

Det øverste Præsidentskab: 

Ezra Taft Benson 
Gordon B . Hinckley 
Thomas S. Monson 

De tolvs Kvorum: 

Marion G. Romney, Howard W. Hunter, 
Boyd K. Packer, Marvin J. Ashton, 
L. Tom Perry, David B. Haight, 
James E. Faust, Neal A. Maxwel, 
Russell M. Nelson, Dallin H. Oaks, 
M. Russell Ballard, Joseph. B. Wirthlin 

Vejledere: 

Hugh W. Pinnock, John H. Groberg, 
James M. Paramore 

Redaktør: Hugh W. Pinnock 

Direktør for Kirkens blade: 

Ronald L. Knighton 

International Magazines: 

Chefredaktør: Larry A. Hiller 

Tilknyttet redaktør: David Mitchell, Jan Pinborough 

Børnestjernen: Diane Brinkman 

Layout og design: Kay Stevenson, Sharri Cook 



Stjernen 



Redaktør: Jørgen Ljungstrøm, 
Medredaktør: Tom A. Jensen 

Redaktionens adresse: 

Translation Division 
Vodroffsvej 7, 
DK-1900 København V. 
Tlf . (01) 31 50 83 

Distribution: 

Nordisk Distributions Center 
Smedevangen 9 
DK-3540 Lynge 

© 1987 by the Corporation of the President of 
the Church of Jesus Christ of Latter-day Saints 

Eftertryk forbudt 



Abonnement: 

12 numre Dkr. 72,- (inkl. moms og porto) 
Betaling over giro 3120988 til 
Nordisk Distributions Center, 
Smedevangen 9, DK-3540 Lynge. 
United States and Canada: $ 10.00 
(surface mail). 

Udkommer 12 gange om året 

Printed by Friedrichsdorf Printing Centre 
Federal Republic of Germany 

ISBN 0900-2545 

PB MA 0540 DA 



Stj 



ernen 



Jesu Kristi Kirke af Sidste Dages Helliges officielle tidsskrift med artikler 
fra Ensign, New Era og Friend. 



Indhold 

2 Ledende principper for familiens og det personlige velfærd, 

Præsident Thomas S. Monson 
9 Tjenestegerninger: Hjælpeforeningens hjerte 
11 Min hjemmelærer - min ven, William Wanet Miller 

13 Mormonym 

14 Guillermo, Renon Klossner Hulet 

16 De hellige på øen der blev borte, Yves og Kathleen Perrin 

21 „Hvad skal de med flere mormoner i Salt Lake City?" Janet Peterson 

26 Opbygning af stærke familier 

Især for unge 

31 Sammen i retfærdighed, Ardeth G. Kapp 

36 En udfordring, som den David fik, Ældste Vaughn }. Featherstone 

40 Klovn - jeg elsker dig, Melvin Leavitt 

Børnestjernen 

2 En anden slags mod, Louise Hurd 

4 Ammon på mission hos lamaniterne 

7 Lær vore ledere at kende 

8 Prik til Prik, N. Kay Stevenson 



På omslaget: 

En akvarel af Kirtlandtemplet, 

1980 af Al Rounds. 

Med tilladelse af Kent Rounds. 




BUDSKAB FRA DET ØVERSTE PRÆSIDENTSKAB 

LEDENDE PRINCIPPER 

FOR FAMILIENS OG 

DET PERSONLIGE VELFÆRD 



Præsident Thomas S. Monson 

Andenrådgiver i Det øverste Præsidentskab 




Vort folks fremgang 
afhænger af hvor 
godt vi forstår og 
efterlever de 
inspirerede vel- 
faer dsprincipper . 



Søndag den 5. april 1936 var den tids profeter, 
seere og åbenbarere i Guds kirke på jorden, for- 
samlet til et meget betydningsfuld møde. Det 
var præsident Heber J. Grant der præsiderede over 
mødet sammen med sine rådgivere, præsident J. 
Reuben Clark jun. og præsident David O. McKay. 
Lige fra det øjeblik blev en moderniseret udgave af 
nogle evige principper taget i anvendelse. Det er dem 
vi i dag kender som kirkens velfærdsplan. 

Til dette møde erklærede præsident McKay: „Den- 
ne organisation (kirken) er grundlagt på guddomme- 
lig åbenbaring, og der er ingen anden organisation i 
hele verden der kan tage sig så effektivt af sine med- 
lemmer." Præsident Clark tilføjede at Herren „har 
givet os åndeligheden. Og han har faktisk også givet 
os befalingen . . . hele verdens øjne hviler på os." Og 
så sagde han: „Må Herren velsigne (os), give os mod, 



visdom og visioner, så vi kan udføre dette store arbej- 
de." (Henry D. Taylor: The Church Welfare Plan, i et 
ikke udgivet manuskript. Henry D. Taylor, Salt Lake 
City 1984, s. 26-27). 

Det gjorde et dybt indtryk på mig, da jeg nærmere 
undersøgte disse alvorlige udtalelser og himmelsk 
inspirerede råd, som vi fik det år hvor kirkens vel- 
færdsplan så dagens lys. I vore forberedelser til med 
fornyet eftertryk at fortsætte disse evige velfærdsprin- 
cipper i kirken, synes jeg at vi skulle begynde med at 
gennemgå disse lærdomme, som vi fik i begyndelsen, 
så vi kan hente styrke og beslutsomhed til at gå 
fremad. 

Til oktoberkonferencen samme år oplæste præsi- 
dent Heber J. Grant en udtalelse fra Det øverste Præ- 
sidentskab, som forklarede de principper som kirkens 
velfærdsplan bygger på. Her lød blandt andet disse 
kendte ord: „Hovedformålet var, så vidt det var mu- 
ligt, at etablere et system, hvorved man kunne udryd- 
de lediggang og få bugt med ufortjent udnyttelse af 
arbejdsløshedsunderstøttelsen, således at uafhængig- 
hed, flid, sparsommelighed og selvrespekt igen kunne 
indfinde sig blandt vort folk. Målet i kirken er at give 
mennesker hjælp til selvhjælp. Kirkens medlemmer 
må igen støtte arbejdsglæden som et ledende princip i 
deres tilværelse" (Conference Report, okt. 1936, s. 3). 

Nogle grundlæggende principper der aldrig forandres 

Lige siden denne begyndelse er vi som kirke stadig 
blevet guddommelig ledet, som omstændighederne 





har krævet det. Programmer og fremgangsmåder, 
som blev brugt til at indføre velfærdsprincipperne, er 
blevet tilpasset, og de vil formodentlig stadig blive 
ændret fra tid til anden, for at kunne imødekomme de 
skiftende behov. Men grundprincipperne ændres ik- 
ke. De vil forblive uforandrede. De hører til åbenbaret 
sandhed. Vi har fået direkte råd om anvendelsen af 
disse åbenbarede sandheder. Jeg har opstillet disse 
retningsgivende principper efter emne, således: Ar- 
bejde, uafhængighed, sund økonomi, et års forråd, 
omsorg for sine slægtninge (ikke kun forældrene i 
hjemmet eller hjemmeboende børn), og klog anven- 
delse af kirkens midler. 

ARBEJDE ligger til grund for alt hvad vi gør. 
Guds første befaling til Adam og Eva i Edens 
have var at de skulle dyrke haven og vogte 
den. Efter Adams fald forbandede Gud jorden for 
Adams skyld og sagde: „I dit ansigts sved skal du 
spise dit brød, indtil du vender tilbage til jorden" 
(1 Mos. 3:19). I vore dage har mange mennesker glemt 
værdien ved at arbejde. Nogle tror fejlagtigt at det 
største mål man kan opnå i livet er ikke længere at 
behøve at arbejde. 

Lad os rette os efter de råd som præsident Stephen 
L. Richards gav i 1939: „Vi har altid sat arbejde højt og 
fordømt dovenskab. Hårdt arbejde bliver lovprist i vor 
bøger, vore taler, af vore ledere - blandt andet fra vor 
nuværende præsident. Den travle honningbi, som vi 
kalder Deseret (se Ether 2:3) blev vort symbol. Hoved- 




punktet i vor teologi er arbejde i tro, og vores fremtidi- 
ge status - vores himmel - ser vi som evig fremgang 
ved stadigt arbejde" (General Conference, okt. 1939). 

UAFHÆNGIGHED opnås ved at arbejde, og det 
er grundlaget for alt andet velfærdsarbejde. 
Det er nødvendigt for vort timelige velbefind- 
ende. Præsident Marion G. Romney har om dette 
princip sagt: 

„Lad os arbejde for det vi skal bruge. Lad os være 
uafhængige. Vi kan ikke opnå frelse efter noget andet 
princip. Frelse er en personlig sag, og vi er nødt til 
selv at udarbejde vores frelse - i det timelige såvel 
som det åndelige" (Welfare Services Meeting Report, 
2. okt 1976, s. 13). 

Præsident Spencer W. Kimball har endvidere sagt 
følgende om uafhængighed: „Ansvaret for hvert en- 
kelt menneskes sociale, følelsesmæssige, fysiske og 
åndelige velbefindende hviler først og fremmest på 
ham selv, derefter på hans familie og for det tredie på 
kirken, hvis han er et trofast medlem. 

Ingen sand sidste dages hellig vil, hvis han er fysisk 
og følelsesmæssigt i stand til selv at klare det, frivilligt 
overlade byrderne for sit eget og sin families velbe- 
findende til nogen som helst anden" (Den danske 
Stjerne, apr. 1978, s. 119). 



FORNUFTIG STYRING AF VOR ØKONOMI. Der 
er måske ikke noget råd der er gentaget så ofte 
som hvordan man bevarer en sund økonomi. I 
nogle af verdens lande er det rystende hvor stor pri- 
vatgæld folk har. Alt for mange i kirken sørger ikke 
for at undgå unødvendig gæld. De har kun lidt opspa- 
ring, hvis overhovedet nogen. Løsningen er budget- 
lægning, ikke at bruge mere end man tjener og at spa- 





Arbejde 

Mange mennesker i vore dage 
har glemt arbejdets værdi. 




re op til fremtiden. Aldrig har vi fået beskrevet gæl- 
dens tunge byrde bedre end i det råd som præsident 
J. Reuben Clark jun. har givet: 

„Der er en regel som gælder indenfor hele finans- 
verdenen og det er at renter altid betales med lånte 
penge. Lad mig sige noget om renter. 

Renter sover aldrig, de bliver aldrig syge og dør. De 
kommer aldrig på hospitalet, de arbejder både hellig- 





Selvtillid 

En vigtig del af vort åndelige 
velbefindende. 




dag og hverdag. De tager aldrig på ferie, går aldrig på 
besøg eller tager ud at rejse. De går aldrig ud og morer 
sig, nedlægger aldrig arbejdet eller bliver afskediget. 
De arbejder aldrig på nedsat tid . . . Når du først har 
stiftet gæld vil renterne følge dig hvert eneste minut, 
dag og nat. Du kan ikke skyde dem fra dig eller løbe 
fra dem. Du kan ikke aflyse dem. De lader sig ikke 
lokke, retter sig ikke efter krav eller modtager ordrer. 




Budgetlægning 

Vi må ikke bruge mere end 
vi tjener. 




Når som helst du står dem i vejen, krydser deres vej 
eller ikke imødekommer deres krav, vil de knuse dig' 
(Conference Report, apr. 1938, s. 103). 

Enkens bidrag 

Der er også en anden side ved sund økonomi, og 
det er omsorgen for at lægge budget og betale offer- 




Et års forråd 

De fleste har planer om at få det, 
for få er begyndt. 









ydelser til Herren - et fasteoffer til velsignelse for 
mennesker i nød. Vi er nødt til at efterleve dette prin- 
cip med glæde og taknemmelighed, hvis vi ønsker at 
blive fuldkomne. 

Jeg husker en ung biskop der ringede til mig fra et 
hospital sent om aftenen, for at fortælle mig at en 
enke i mit ward var død. Jeg tog ud på hospitalet for 
at hente nøglen til hende lejlighed. Der lå en seddel 
om hvad der skulle gøres. Da jeg trådte ind i hendes 
beskedne kælderlejlighed tændte jeg lyset og gik hen 
til det lille bord, der stod i hendes lille stue. På bordet 
stod to små flasker med en seddel under. Flaskerne 
var fyldt med mønter. Den søde lille enke, Kathleen 
McKee, som ikke efterlod sig nogen familie, havde 
skrevet følgende: „Biskop! Her er mit fasteoffer. Jeg 
har været ærlig overfor Herren." Jeg synes at vi gan- 
ske enkelt skal spørge os selv: Har jeg været ærlig 
overfor Herren? Husk princippet om at betale et 
ærligt fasteoffer. Det er „at bryde dit brød til de sult- 
ne, bringe hjemløse stakler i hus, at du klæder den 
nøgne, du ser, ej nægter at hjælpe dine landsmænd" 
(Esajas 58:7). Et ærligt fasteoffer, et gavmildt fasteof- 
fer, viser faktisk vor himmelske Fader at vi kender og 
adlyder denne særlige lov. 

ETÅRS FORRÅD AF LIVETS FORNØDENHEDER. 
En undersøgelse for nylig blandt kirkens med- 
lemmer viste en alvorlig nedgang i det antal fa- 
milier, som havde ét års forråd af livets nødvendighe- 
der. De fleste medlemmer havde planer om at have 
det. Alt for få var begyndt på at samle det. Vi må atter 
prøve at fornemme ånden i de indtrængende instruk- 
tioner som ældste Harold B. Lee gav, da han talte til 
medlemmerne i 1943: „Og endnu et råd fra 1942 . . . 
,Vi gentager vort råd, sagde kirkens ledere, og giver 
atter følgende befaling: Enhver sidste dages hellig 
som har et stykke jord skal producere nogle værdiful- 
de basisfødevarer og oplagre dem.' . . . lad mig spørge 
jer ledere som er her i dag: Opbevarede I i 1937 varer 




nok til et helt år i jeres kældre og på jeres private op- 
bevaringssteder? I som bor i byerne, gjorde I som der 
blev sagt fra denne talerstol i 1942?" (General Confe- 
rence, april 1943). 

Bag disse direkte opfordringer står vor egen levende 
profets, præsident Ezra Taft Bensons inspirerende ap- 
pel til os, med særlige forslag til hvordan man omsæt- 
ter disse lærdomme i praksis: 

„Når vi tager Herrens råd i betragtning mht. forråd, 
bør hvede have en høj prioritet . . . Vand er selvfølge- 
lig tvingende nødvendigt. Andre vigtige ting kunne 
omfatte honning eller sukker, bælgfrugter, mælkepro- 
dukter eller erstatninger, samt salt eller tilsvarende. 
Åbenbaringen om forråd kan blive lige så vigtig for 
vores timelige frelse, som det var for folk på Noas tid 
at gå om bord i arken" (Den danske Stjerne, apr. 1981, 
s. 62-63). 

Som det så ofte er sagt: Det bedste forrådssystem, 
som kirken kunne opfinde, er at lade enhver familie 
opbevare et års forråd af det nødvendigste mad, tøj og 
hvor det er muligt også andre af livets nødvendig- 
heder. 

OMSORG FOR VORE FAMILIER OG KÆRE. 
I den første kirke skrev Paulus til Timoteus: 
„Hvis nogen ikke sørger for sine slægtninge, 
især da for sine husfæller, har han fornægtet troen, ja, 
er værre end en vantro" (1 Tim. 5:8). Det er vor hel- 
lige forpligtelse at drage omsorg for vore slægtninge, også 
dem udenfor familiekredsen. Vi ser ofte hvordan forældre 
bliver overset. Det sker ofte at børn hverken følelses- 
mæssigt eller socialt og i visse tilfælde heller ikke ma- 
terielt sørger for deres gamle forældre. Det behager 
ikke Herren. Det er svært at forstå hvordan det skulle 
være nemmere for en mor at forsørge syv børn end for 
syv børn at forsørge en mor. Præsident J. Reuben 
Clark jun. har givet klar besked om dette: „Hovedan- 
svaret for at forsørge gamle forældre påhviler den 
øvrige familie - ikke samfundet . . . Den familie som 
nægter at gøre dette imødekommer ikke sine forplig- 
telser" (General Conference, april 1938). 

Præsident Stephen L. Richards har rettet denne in- 
spirerede opfordring til medlemmerne: „Hvordan kan 
sønner og døtre, som skylder deres forældre alt hvad 
de har - deres uddannelse, deres livs idealer, evnen 
til uafhængigt at erhverve sig midler til livets beskaf- 
fenheder - overlade dem til offentlig fattighjælp, så 
samfundet må støtte og beskæmme dem, idet de 
mister både deres uafhængighed og selvrespekt, de 
forældre som har arbejdet, ofret sig, bedt, grædt og 
kæmpet for deres børn, af alle kræfter til deres lege- 
mer var udmattede . . . 

Jeg tror jeg ville kvæles i min mad, hvis jeg vidste at 
min gamle far og mor eller mine nærmeste slægtninge 




måtte leve på det offentlige, mens jeg selv kunne 
skaffe mit brød" (General Conference, okt. 1944). 

Klog anvendelse af kirkens midler 

Det næste økonomiske princip jeg vil under- 
strege er den rette anvendelse af kirkens midler. I 
Herrens forrådshus oplagres også trofaste kir- 
kemedlemmers tid, talenter, færdigheder, barmhjer- 
tighed, indviede midler og penge. Disse ressourcer 
står til biskoppens rådighed, så han kan hjælpe men- 
nesker i nød. Det er vore biskoppers ansvar at lære 
hvordan de anvender disse midler på rette vis. 

Lad mig nævne fem grundregler: 1. Biskopperne 
skal udsøge de fattige, således som Herren har befa- 
let, og afhjælpe deres nød. Tro ikke at andre vil gøre 
det. Det er en biskops præstedømmepligt. Han kan 
bede andre medlemmer om at hjælpe til, men ansva- 
ret er hans. 

2. Biskopperne skal foretage en grundig undersøgel 
se af forholdene, hver gang der er brug for velfærds- 
hjælp. Han henvender sig klogeligt til sin hjælpefore- 
ningspræsidentinde og beder hende hjælpe til med 
vurderingen. Han skelner, udøver sund dømmekraft, 
finder en balance og udviser barmhjertighed. Kirkens 
midler er betroede midler, som bliver endnu 

mere hellige i det øjeblik biskoppen ^ 

anvender dem retsmæssigt til 
velsignelse for andres tilværelse. 

3. De, som modtager velfærds- 
hjælp, skal arbejde i den 
udstrækning de kan, for det de 
modtager. Lederne må bruge 
deres fantasi og sørge for 
mange muligheder for 
at arbejde. Biskopperne 
skulle, med velfærds- 
komiteens hjælp, kunne 
skaffe et stykke arbejde, som 
øger bistandsmodtagerens evne 
til at blive uafhængig. 

4. Biskopperne hjælper kun delvis 
og midlertidigt. Husk at kirkens 
hjælp er beregnet på at hjælpe folk 
til at hjælpe sig selv. Det er den 
enkeltes og familiens ansvar at sørge 
for rehabilitering, med hjælp fra præste- 
dømmekvorummet og hjælpeforeningen. 
Vi forsøger at udvikle uafhængighed og ikke 
afhængighed. Biskoppen skal forsøge at opbygge 
retskaffenhed, selvrespekt, selvagtelse og 
karakterstyrke hos alle dem han hjælper, hvilket 
skulle føre til at den pågældende kan klare sig selv 
fuldstændigt. 




5. Vi hjælper med livets fundamentale nødvendig- 
heder i form af varer og tjenesteydelser, ikke med at 
opretholde en eventuel levestandard. Enkeltpersoner 
og familier bliver måske nødt til at ændre levestan- 
dard, mens de gør alt hvad de kan for at imødekomme 
deres egne behov. Kirkeunderstøttelse ville være 
værre end bistandshjælp fra kommunen, fordi det 
ville være at handle imod bedre vidende. Kirkens mål 
er ædlere og byder på herligere muligheder. 

Hjælp i en krisesituation 

Trofast overholdelse af disse åbenbarede velfærds- 
principper og fremgangsmåder har reddet menneske- 
liv i krisesituationer. Vi så eksemplet på dette, da kir- 
kens medlemmer reagerede efter jordskælvet i Mexico 
i 1985, hvor dele af Mexico City blev lagt i ruiner. Kir- 
kens medlemmer og ledere levede op til situationen 
og trak på deres beredskab, for at hjælpe både sig selv 
og andre omkring dem. 

Og vi kan endnu engang se på ulykken ved Teton 
Dam i Idaho, i sommeren 1976, hvor tusindvis af sid- 
ste dages hellige skænkede af deres egne midler til 
dem som havde mistet alt under oversvømmelserne. 
Tænk på den utrolige hjælp som kirkens medlemmer i 
forening ydede efter den anden verdenskrig, da vores 





profet-leder, 
præsident Benson, 
som dengang var 
medlem af De tolvs Råd, 
ledede fordelingen af over 
75 godsvogne fyldt med varer 
til nødstedte medlemmer i det 
krigshærgede Europa. Denne 
humanitære hjælp var kun mulig fordi 
trofaste kirkemedlemmer havde adlydt netop 
de principper som jeg lige har gennemgået. 
Det øverste Præsidentskab og De tolvs Råd har be- 
stemt at konferencemødet lørdag aften skal afsættes til 
at undervise alle kirkens voksne medlemmer i disse 
lærdomme og principper, begyndende med den sidste 




7 



stavskonference i dette år. Vor fremgang i dette stor- 
slåede arbejde afhænger af hvor godt vi forstår og 
hvor grundigt vi efterlever disse guddommeligt inspi- 
rerede velfærdsprincipper. Vi har tillid til at vi alle, 
under Andens vejledning, vil kunne forenes i troen og 
leve helt op til Kristi eksempel med hensyn til disse 
vigtige, evige velfærdsprincipper. 
Vi ønsker at være Herren, Jesu Kristi disciple. Må vi 




forberede os og vore familier, må vi undervise, opløf- 
te, opbygge og motivere, og må vi blive inspirerede i 
vore forsøg på at indrette vort liv i overensstemmelse 
med disse evangeliske principper. Jeg bærer mit vid- 
nesbyrd om at Gud lever, at Jesus er Kristus og at det 
program som vi kalder kirkens velfærdsplan, kommer 
fra Gud og er beregnet til hans folks velsignelse og 
ophøjelse. □ 




8 





TJENESTEGERNINGER 

HJÆLPEFORENINGENS HJERTE 






Formål: At vi må forstå at en kvinde, som medlem af hjælpeforeningen, 

får mulighed for at „handle i overensstemmelse med den medfølelse som Gud 

har nedlagt i hende" (History ofthe Church, 4:605) 



Herren, Jesus Kristus, sagde: „En ny befaling giver jeg jer, 

at I skal elske hverandre: ligesom jeg har elsket jer, skal også I elske hverandre " 

(Joh. 13:34). Et af hjælpeforeningens store formål er at give kvinder 

muligheder for at elske og velsigne hinanden. Søstrene kan gennem 

hjælpeforeningen besøge de syge, gøre tjeneste, trøste de sørgende og hjælpe 

hinanden til at blive mere som Frelseren. Ved et af kirkens første 

hjælpeforeningsmøder understregede Joseph Smith 

Frelserens befaling: 



// 



I skal gøre de gerninger 
I har set mig gøre/' 




BESØGSLÆRERINDERNES BUDSKAB 




MARY PRATTS EKSEMPEL 




Mary Stark Pratt var gift med ældste Rey 
L. Pratt, som var medlem af De halvfjerds' 
første Råd og præsident for den mexikanske 
mission de første årtier i dette århundrede. Denne be- 
mærkelsesværdige kvinde var mor til 13 børn, udover 
sit ansvar for familien, i missionen og sin stilling som 
hjælpeforeningspræsidentinde. Hun var et eneståen- 
de eksempel på de muligheder hjælpeforeningen 
giver for at hjælpe og velsigne andre mennesker. 

Mary gav hjemkundskabslektier, hvor hun under- 
viste ukyndige søstre i hvordan man hurtigt gør sit 
hus rent, reparerer, stopper strømper og syr, samt 
indretter sit hjem, så de kunne være stolte af det. 
Men hun var klar over at det et menneske har mest 
brug for er selvtillid. Hun opfordrede søstrene til at 
blive dygtige til mexikansk broderi, og brodere på de- 
res tøj og linned. Folk blev så begejstrede at de kom 
fra hele byen for at købe håndlavede ting og søstrene 
blev så stolte over dette at de fordoblede deres 
anstrengelser for blive helt perfekte. 

Mary udstrålede kærlighed og omsorg til alle 



omkring sig, idet hun hjalp spontant uden at vente 
på at få tildelt en opgave. Mange generte, usikre 
missionærer, som var langt væk hjemmefra, fandt 
opmuntring og forståelse hos Mary, som forsikrede 
dem om deres store værdi og hjalp dem til at udvikle 
alle deres muligheder i arbejdet som Guds tjenere. 

„Noget af den nød vi ser er måske anderledes end 
den de første hellige led, men ånden i arbejdet er den 
samme," siger præsidentinden for hjælpeforening- 
ens hovedbestyrelse, Barbara Winder. „De fleste kan 
gå på besøg, men vi har i de pagter vi har indgået 
som medlemmer af Herrens kirke, i Jesu Kristi navn 
påtaget os at bære hinandens byrder (se L&P 20:77 og 
Mosiah 18:8-10), og derfor går vi ud i hans navn. Og 
vi er velsignede at vi kan sige og gøre noget, som vi 
ellers ikke kunne sige og gøre." 

Gennem hjælpeforeningen velsignes vi virkelig 
med et udvidet syn på tjenestegerninger og bliver 
således stillet at vi kan elske og tjene „i henhold til 
den medfølelse som Gud har nedlagt i os". 




Forslag til besøgslærerinderne 




Tal om de muligheder 
søstrene får for at tjene 
gennem hjælpeforening- 
en - såsom at gå ud som 
besøgslærerinder, arbej- 
de i hjælpeforeningen el- 
ler yde barmhjertighedst- 
j eneste. Hvilken velsig- 
nelse har disse mulighe- 
der været til i deres og 
andres tilværelse? 



10 




2. Tal om hvordan hjælpe- 
foreningens lektier eller 
samværet med andre 
søstre har styrket den 
søster, I besøger, så hun 
er blevet i stand til bedre 
at kunne hjælpe sine 
medmennesker. 




MIN HJEMME- 
LÆRER 

MIN VEN 



William Wanet Miller 




Jeg var svag og totalt nedbrudt 
efter en nyreoperation, og des- 
uden var jeg forladt af mine 
kære. Livet var ikke til at holde 
ud - det hele var håbløst. Jeg var 
syg, lammet fra halsen og ned, og 
min ånd var sønderknust. Jeg hav- 
de intet at vende tilbage til - sådan 
så det i det mindste ud. 

Jeg havde været passiv i kirken i 
ti år, jeg havde ingen formel for- 
bindelse med kirken, bortset fra 
en stille og beskeden hjemmelær- 
er, Brad K. Robison. Jeg havde 
kendt Brad i ca. 2 år og synes at 
han var en venlig og betænksom 
mand. Men det var først da han 
kom ind i stuen til mig på hospi- 
talet på det tidspunkt i mit liv, 
hvor jeg var længst nede, at jeg 
blev klar over hvad han repræsen- 
terede, og vidste at det håb og de 
løfter han bragte mig kunne gøre 
mit liv meningsfyldt. 

Første gang jeg talte med Brad - 
omkring to år før - skete det pr. 
telefon. En af mine nære venner 
havde spurgt om der kom nogen 
fra kirken og så til mig, og da var 
det at Brad blev min hjemmelærer. 
Brad, som intet vidste om mig, 
spurgte: „Hvorfor ser vi dig ikke i 
kirken?" 

Jeg svarede kynisk: „Mine ben 
vil bare ikke gå derhen om søn- 
dagen." 



11 



„Nå jah/' svarede han, „nogen søndage har jeg det 
samme problem." Han lo og spurgte om han måtte be- 
søge mig. Jeg sagde ja, uden at fortælle ham at jeg var 
lammet i alle mine lemmer. 

Da Brad trådte ind i mit hjem og blev klar over min 
tilstand, så han bedrøvet på mig, holdt en lille pause, 
hvorpå han brast i latter. Det smittede. Vi begyndte at 
tale sammen og fandt ud af at vi havde en masse til 
fælles, blandt andet at vi begge gerne ville være prakti- 
serende læge - et mål jeg havde måttet skrinlægge da 
jeg kom ud for en bilulykke og blev lammet. 

Da vi havde talt hyggeligt sammen en tid, spurgte 
Brad om han måtte komme igen. Jeg troede aldrig at 
jeg ville få ham at se mere, så jeg svarede: „Selvfølge- 

Til min forbløffelse kom Brad igen - måned efter må- 
ned. Endog efter at det eneste jeg havde sagt til ham 
var: „Gå din vej!" Han lod sig aldrig afvise af mit dårli- 
ge humør eller min bitterhed. Han vendte altid tilbage, 
blot for at snakke lidt og spørge om der var noget han 
kunne gøre. Ikke en eneste gang talte vi om kirken, 
Gud eller nogen form for religion under disse første 
hjemmelærerbesøg. Jeg ved ikke helt om Brad var tål- 
modig, forstående eller blot høflig, men det så ud som 
om at han fornemmede at mine lidelser på det tids- 
punkt forhindrede mig i blot at få den tanke at der er 




en kærlig Gud. Brad blev min ven, på et tidspunkt 
hvor jeg havde få venner og de var langt borte. 

Vort venskab udvikledes efterhånden. Jo mere jeg 
lærte ham at kende jo mere sikker blev jeg på at hans 
karakteregenskaber mindede mig om en fra min fortid 
- hans rolige, indre fred. Hans fornemmelse for hvem 
han var og hvor han var på vej hen. Hans ærlighed og 
beskedenhed. Men jeg kunne ikke komme i tanke om 
hvem han mindede mig om. 

Og sådan gik det lige til Brad, min flittige hjemmel- 
ærer og ven forsigtigt trådte ind på hospitalsstuen til 
mig den dag. Denne gang skyllede vidnesbyrdet om 
evangeliets sandhed gennem mig, ligesom den dag jeg 
besluttede at jeg ville tilslutte mig kirken, jeg kunne 
ikke nægte det. Mit hjerte fyldtes med fred. Min selv- 
medlidenhed og bitterhed forsvandt, og fornemmelsen 
af at være frafalden fordampede. Jeg vidste at det hele 
nok skulle gå. Pludselig spekulerede jeg ikke længere 
på det underligt kendte ved Brad. Han afspejlede mig 
selv da jeg var aktiv i kirken, var udstyret med præste- 
dømmet, Helligånden og kundskaben om sandheden i 
Jesu Kristi evangelium. Jeg fik fornyet håb, jeg spurgte 
om biskoppen kunne besøge mig. 

Biskop C. Lynn Mahoney kom og overbeviste mig 
yderligere om at der stadig var gode mennesker til - 
mennesker som var interesseret i andre. Han hjalp mig 
imødekommende med at få løst mine umiddelbare ti- 
melige problemer og indbød mig hjerteligt til at blive 
aktiv i wardet. Siden har han støttet mine anstrengel- 
ser for at blive aktiv ved at følge mig gennem templet, 
hvor jeg fik min begavelse, og ved at bede forskellige 
brødre hjælpe mig med at komme til præstedømme- 
og nadvermøder. 

Er hjemmelærer arbejdet virkelig så vigtigt? Jeg ved 
at det er. Det var på grund af en hengiven, udholden- 
de hjemmelærer og hans besøg på et tidspunkt, hvor 
jeg syntes at livet var håbløst og ikke længere værd at 
leve, at jeg atter blev aktiv i kirken og påny fik chancen 
for at efterleve Kristi lærdomme. Min hjemmelærer 
hjalp mig til at se at det var evangeliet der gav mig 
håb, ikke alene om frelse, men også om at blive lykke- 
lig her og nu. □ 



William Wanet Miller virker som ældsternes 
kvorumssekretær i universitetswardet i Oakland 
staven i Californien. 



MORMONYM 




13 




GUILLE 



Det var svært at sige om Guillermo havde mør- 
kebrun hud eller om han var solbrun eller ej, 
for han var snavset fra top til tå. Man kunne se 
at der var skåret nogle håndfulde af hans sorte hår, 
som hang i ujævne filtklumper ned over ørerne på 
ham, lige over flippen på hans skjorte. Der var ellers 
ikke meget andet tilbage på skjorten, end et par knap- 
per der netop kunne holde laserne sammen over hans 
magre bryst. Den lasede skjorte var stoppet ned i et 
par flåede bukser, som var 2-3 numre for store. Det 
hele blev holdt sammen af et stykke snor. Ingen sko. 
Ingen frakke. Hans mørke øjne flakkede mistænksomt 
rundt i hovedet på ham når han kiggede på os, men 
han blev alligevel siddende i hjørnet og lyttede til det 
vi sagde. 

Guillermo - er det spanske navn for William. Han 
havde selv valgt sit navn, for så vidt vidste han var 
der aldrig nogen der havde navngivet ham. Guillermo 
var en gamin, sådan som man i Frankrig betegner en 
forældreløs der lever på gaden. Hans forældre havde 
engang i hans spæde barndom overladt ham til ga- 
den, formodentlig fordi de var for fattige til at brød- 
føde ham. Så Guillermo blev overladt til sig selv i 3-4 
års alderen, og måtte krybe sammen i kolde gadedøre 
for at søge ly for natten, kun afskærmet af et stykke 
pap, for at holde nattens fugtighed ude. Om dagen 
gik han på udkig i skraldespande eller stjal æbler fra 
gadehandlerne, for at få noget at spise. Det værste af 
det hele har sikkert været at der var stor konkurrence 
om denne fattige luksus, for der var virkelig mange 
gadedrenge i byens gader. Det var utroligt at de over- 
levede, men det gjorde de - eller i det mindste de fle- 
ste af dem, og de var levende vidnesbyrd om det men- 
neskelige overlevelsesinstinkt. 

Guillermo endte med at blive en „luksus-gade- 
dreng", for da han var 12 år (rundt regnet efter sin 
egen bedømmmelse), kom han under en venlig forret- 
ningsmands beskyttelse. Manden lod Guillermo sove 
i sit baglokale og han betalte ham endda lidt hver uge 
og gav ham et måltid mad om dagen, for at gøre rent 
rundt omkring forretningen. Guillermo var en sød 
dreng. Han talte altid et pænt sprog og han svigtede 
aldrig den rare mands tillid ved at stjæle fra ham. Han 
blev en slags maskot for mange af husmødrene i nabo- 
laget. Ind imellem fandt han et par gamle bukser - 
slidte, men endnu ikke lasede - eller en gammel skjor- 
te, som blev lagt til ham ved forretningens bagdør. 
Han sultede aldrig rigtigt, og frøs ikke længere. 

Men han var stadig ikke som andre børn, der havde 
familier og som fik tid til at lege. Han kom naturligvis 



14 



RMO 



Renon Klossner Hulet 



heller aldrig i skole. Den gamle mand var god ved 
ham, men forholdet mellem dem var som arbejder og 
arbejdsgiver. Så selv om Guillermo var bedre stillet 
end de fleste andre gadedrenge, var han ensom - 
forfærdelig ensom. 

Da vi bankede på bagdøren til den lille forretning og 
præsenterede os for den gamle mand som missionær- 
er fra Jesu Kristi Kirke af Sidste Dages Hellige, stod 
Guillermo ved siden af. Og da vi satte os sammen 
med forretningens indehaver for at undervise ham i 
evangeliet, fik Guillermo lov at at sidde i krogen og 
lytte med. Han stillede ingen spørgsmål og kom ikke 
med bemærkninger. Han lyttede bare. 

Den gamle mand kunne lide hvad vi fortalte ham, 
og han bad os komme igen og igen, lige til han havde 
fået alle lektierne. Så sagde han at han var for gammel 
til at forandre sig og ikke ville lade sig døbe. 

Vi var meget skuffede da vi gik ud af forretningen 
og spadserede ned ad den støvede vej. Pludselig hørte 
vi trippende, bare fødder bagved os. Vi undrede os 
over denne lyd og vendte os om og fik øje på en 
meget ophidset og ivrig Guillermo. 

„Senoritas! Jeg vil gerne døbes - må jeg ikke nok?" 

Vi blev stumme af forbavselse, så vi vidste ikke 
hvad vi skulle sige. Hvor meget havde han egentlig 
forstået? Hvorfor ville han døbes? Vi sagde at vi ville 
mødes med ham den næste dag sammen med to unge 
mænd, som ville stille ham nogle spørgsmål, så vi 
kunne blive klar over om han var rede til at blive døbt. 

Den næste dag sad vi fire missionærer rundt om 
den snavsede gadedreng. Vi var forbløffede over hvor 
rigtigt han kunne svare på alle de spørgsmål vi stillede 
ham. Han kendte til Joseph Smith. Han forstod frel- 
sesplanen, dåben, visdomsordet og de andre befaling- 
er. Vi blev endnu mere overraskede og lykkelige da vi 
opdagede at han havde lånt den gamle mands Mor- 
mons Bog og fået en nabokone til at læse det meste af 
den for sig på mindre end to uger. Han sagde at han 
vidste at den var sand og ønskede at blive døbt. 

Ældsterne prøvede ham yderligere ved at holde på 
at han skulle gå regelmæssigt i kirke en hel måned, 
hvilket han gjorde. Han kom hver eneste søndag og 
hver eneste tirsdag, hvor der var GUF. Guillermo 
overraskede dem yderligere ved at komme nyvasket, 
med rent hår i det bedste og reneste gamle tøj han 
ejede. Da måneden var gået tiggede han om at blive 
døbt. 

Og en lørdag døbte ældsterne ham i det kolde vand 
i grenens dåbsbassin. Da han steg op af vandet, bred- 
te der sig et gevaldigt smil over hele hans ansigt, og 



c 
5 

-C 



IS 



uden den mindste tøven løb han hen til mig, slyngede 
sine dryppende arme om livet på mig og brast i tårer. 

Jeg spurgte ham hvorfor han græd og da han omsi- 
der fik styr på sine følelser, så han på mig med sine 
sorte øjne og sagde: „Nu, hvor jeg har tilsluttet mig 
Guds kirke, så er jeg også hans søn, er jeg ikke?" 

„Jo," svarede jeg. 

„Kan du ikke se det?" sagde han indtrængende for 
at få mig til at forstå, „jeg ved endelig at jeg har en 
Fader!" 

Alle disse år i ensomhed, uden tilhørsforhold til 
nogen som helst, blev vasket bort den dag. Jesu Kristi 
evangelium havde givet den ensomme gadedreng 
kundskab om hvem han var. 

Vi tørrede vore øjne og efterlod Guillermo i kirken 
hos de andre medlemmer, som bød ham velkommen. 
Så gik vi ned ad gaden, for at tale med den dame, som 
havde læst Mormons Bog for ham. D 

Da Guillermo steg op afvandet, bredte der sig et gevaldigt smil over 
hele hans ansigt, og uden mindste tøven løb han hen til mig og 
slyngede sine dryppende arme om livet på mig. 







ff 




DE 



HELLIGE 

PÅ ØEN 

DER BLEV 





-*.'■-- 






26 



Februar 1976 var en meget betydningsfuld måned 
for de hellige på Tahiti og de omliggende øer. 
I den måned fik de mulighed for at møde en Her- 
rens profet - de fleste af dem for første gang. Præsi- 
dent Spencer W. Kimball havde bekendtgjort at han 
ville rejse til fransk Polynesien og afholde en område- 
konference. Der ville også komme flere andre general- 
autoriteter, blandt andet nogle medlemmer af De tolvs 
Råd. 

Folket gjorde store ofre for at forberede Herrens 
profets besøg. De gjorde sig stor umage med at frem- 
stille håndlavede kærlighedsgaver. Medlemmerne 
brugte mange timer på at forberede den traditionelle 
Tahiti fest og øve sig i at spille, synge og danse. 

Hellige fra naboøerne tog fri fra deres daglige arbej- 
de for at foretage den til tider lange og vanskelige 
rejse til hovedøen, Tahiti. Nogle kunne tage flyveren, 
men de fleste måtte sejle med båd i flere dage på det 
åbne hav. Så kom konferenceugen. Aldrig før har der 
været samlet så mange hellige i denne del af verden. 

Rejsen til konferencen 

Et par dage før det første konferencemøde ankom 
mere end 50 mennesker til Papeetes missionskontor 
på Tahiti. Missionspræsidenten, Raymond Baudin, 
kendte de hellige på de forskellige øer i fransk Poly- 
nesien, men disse mennesker kendte han ikke. Han 
troede at det var nogle ikke-medlemmer som var 
interesseret i at overvære konferencen. 

Men de præsenterede sig som sidste dages hellige 
fra Taenga-øen, som ligger i Tuamotu øhavet. Mis- 
sionspræsidenten kunne ikke tro det! Kirkens ledere 
i Papeete anede ikke at der var kirkemedlemmer på 
Taenga. Disse mennesker forklarede præsident 
Baudin at næsten hele befolkningen på Taenga var 
sidste dages hellige, og at hver eneste beboer på Taen- 
ga havde foretaget denne tre-dages-rejse til Tahiti med 
skonnert for at møde Herrens profet. 

Hvordan er det muligt at „miste" en hel ø i vore 
dage, hvor kirken fører et så effektivt kartotek, med 
de mange transportmidler og den stadige kommuni- 
kation? Og hvordan fik beboerne på Taenga at vide at 
præsident Kimball ville komme på besøg? 

Missioneringen i øhavet 

Taenga er en koralø (en flad ø uden vulkaner), som 
ligger 240 km øst for Tahiti. Det var forholdsvis sent - 
først i 1820 - at den øvrige verden blev gjort opmærk- 
som på øen af en russisk kaptajn der hed Bellinghau- 
sen. 1 1844 sendte profeten Joseph Smith nogle missi- 
onærer til Sandwich øerne (nu Hawaii), men de hav- 
nede i stedet for i fransk Polynesien. Dette område 
blev kirkens første ikke-engelsktalende mission. Det 



var ældste Benjamin Grouard, som først kom til Tua- 
motus øhavet. Han landede ved Anaa, en naboø til 
Taenga, den 1. maj 1845. Ældste Grouard havde stor 
succes. Han døbte omkring 620 mennesker i området 
og organiserede flere grene i løbet af 5 måneder. 

Fra 1845 til 1850 var missioneringen på Tuamotus 
meget begrænset og det var for det meste ældste 
Grouard der ledede arbejdet. Derpå tillod den franske 
regering ikke sidste dages hellige missionærer at for- 
kynde i dette nyerhvervede område de næste 20 år. 
Skønt de omvendte ingen kontakt havde med kirken i 
denne periode udbredte de evangeliet på egen hånd. 
De forkyndte på snart sagt enhver lille ø i det vestlige 
øhav og det lykkedes dem at omvende adskillige af 
øernes beboere. 

I de efterfølgende år var der mange af øboerne i 
øhavet ved Tuamotan der forlod deres hjem for at fin- 
de arbejde og velstand på Tahiti. De hellige, som blev 
på Taenga havde lejlighedsvis kontakt med kirkelede- 
re på Tahiti, men det er vanskeligt at kommunikere 
øerne imellem, selv når det går bedst. Fransk Polyne- 
sien har 110 øer, og øerne i Papeete missionen i Tahiti 
ligger spredt på over 2,5 millioner kvardratkilometer. 

1 1931 blev der opført en lille kirke på 6x9 m på en 
grund, som det lykkedes kirken at købe. Den er kun 
12x16 m. Det er den eneste kirke der er i brug på øen i 
dag. Trofaste medlemmer mindes at det sidste besøg 
de havde, før rejsen i 1976, var da missionspræsident 
Joseph R. Reeder besøgte dem i 1950. Siden har missi- 
onslederne uheldigvis på en eller anden måde helt 
glemt Taenga de næste 15 år. 

De ventede på besøg 

Selv om grenen til sidst ikke fungerede officielt og 
møderne ikke længere foregik på traditionel vis, så be- 
varede medlemmerne deres tro. „Vi efterlevede altid 
evangeliet så godt vi kunne, " siger søster Teuruhai 
Buchin, der nu er tempeltjener i Tahititemplet. Den 
mand der senere blev kaldet til at være grenspræsi- 
dent, Kaheke Temanu, troede at den lille ø en dag vil- 
le få besøg af missionspræsidenten. Han byggede et 
lille hus på øen og reserverede det specielt til den be- 
søgende som forhåbentlig ville komme. Derfor var det 
ingen overraskelse for disse standhaftige medlemmer 
at høre at en Herrens profet ville komme til Tahiti. De 
blev inspirerede til at foretage denne vanskelige rejse, 
og medbringe deres håndarbejder som tegn på deres 
kærlighed og respekt for præsident Kimball. 

Siden 1976 er der ikke sket de store forandringer på 
Taenga. Øen ligger ret isoleret fra de andre fransk 
polynesiske øer og har ingen startbaner til flyvemaski- 
ner, som mange af naboøerne har det. Den nemmeste 
måde at komme til Taenga på er at flyve til den nærlig- 
gende ø, Makemo, i en 12-passagers maskine og sejle 



"~;--"--- -- ; :-":— ; - 



17 



med motorbåd over havet i ca 3 timer. Hvis det er 
dårligt vejr tager denne „3-timers-tur" dobbelt så 
lang tid. 

Denne isolation appelerer til en enkel levevis, uden 
stress og alt det indviklede der findes i et moderne 
samfund. De lever stort set uforandret som de gjorde 
for årtier siden. Man kan ikke dyrke særlig meget i 
jorden, der består af knuste koraler. Øboerne spiser 
for det meste fisk og kokosnødder, ind imellem supp- 
leret med varer som sendes til dem fra Tahiti. Den 
eneste indtægtskilde på øen er tørret kokos, hvorfra 
der er udvundet kokosolie. 

En ting der har skabt afveksling på Taenga er kirke- 
aktiviteter. For mange år siden havde de hellige ikke 
store muligheder for at praktisere deres tro som de 
gerne ville. Kort efter rejsen til Tahiti i 1976, fik med- 
lemmerne på Taenga det længe ventede besøg af mis- 
sionspræsident Baudin, som officielt atter organisere- 
de en gren på øen, og kaldte Kaheke Temanu til at 
være grenspræsident. Præsident Temanu er født på 
Taenga, men flyttede til Tahiti. 1 1969 flyttede han 
med sin familie tilbage til Taenga, hvor han af den 
franske regering var udnævnt til at være den lokale 
politiinspektør. 

Da grenen begyndte at fungere officielt igen, kom 
medlemmerne nu atter til møderne og der blev døbt ti 



omvendte. Af de 76 beboere på Taenga er der kun 7 
som ikke er medlemmer af kirken. Præsident Temanu 
siger at alle kirkens medlemmer er aktive, men også 
ikke-medlemmerne komme regelmæssigt og deltager i 
kirkens møder. Han er især glad fordi flere par på øen 
er blevet beseglet i templet i Tahiti siden det blev fær- 
digt i 1983. 

Ledet af tro 

Medlemmerne på Taenga synes at Herren har vel- 
signet dem på mange måder på grund af deres tro. 
Denne tro bliver sat på prøve hver gang de rejser til 
Makemo. Skønt polynesere altid har været dygtige til 
at navigere, så er det sjældent at se nogen bruge deres 
færdigheder på samme måde som de gør i Taenga. 
Rejsen til Makemo er så vanskelig fordi de flade koral- 
øer er vanskelige at se på afstand, og de er adskilt af 
tusindvis af kvadratkilometer hav. Alligevel gør de 
turen uden kompas eller andre navigationsinstrumen- 
ter, som en bådfører forklarer, ved „stjernerne, in- 
stinktet og tillid til Herrens inspiration og vejled- 
ning". 

Ingen kirkeleder som besøger Taenga vil nogen sin- 
de glemme denne sejltur. Alle har været imponeret af 
bådførerens, præsident Temanus tro. Før han lægger 
fra Taenga øen, stiller han sig op på båden (en 
3-meters motorbåd som højst kan tage 6 passagerer) 
og beder en bøn om vejledning, og han glemmer al- 




lk 

18 






i i 



■ ' v : * A —til-.-- i v> . V." * -Sk . 



;£&$£& 



N* 



^;s^' 



££iM*^ f: ' 



f-j^ .* ,-- jprø- mp^ ,-s»» a vW ■■:■■. 



^ IH , .nidetnordligeraenga. 



: MARIA.NIA 
': ISLANDS 



CAROLINE ISLANDS 



HAWAUAN ISLANDS 



; ; s-:..' mWem 



,->v. 




MARSHALL 
ISLANDS 



.• GILBERT ISLANDS 



ELL1CE '. 
ISLANDS 



NEW 
HEBRIDES 



AUSTRALIA 



SOMOA 
.: ISLANDS 



ISLANDS • TONGA 



f NEW 

ZEALAND 



EQUATOR 



. TUAMOTU 
ARCHIPELAGO 

: - •'.•.. .'V'r?5r-TAENCA 
. SOC1ETV V' '"^MAKEMO 
. ISLANDS \ '" ■ 



;:-:,/-■■ 




19 



drig at bede en takkebøn når de er kommet i havn 
igen. 

Præsident Baudin beskriver sin anden rejse til Taen- 
ga som den mest uforglemmelige oplevelse på sin 
mission. Præsident Temanu kom for at hente ham og 
så snart de havde forladt Makemo begyndte det at 
storme. Vinden og bølgerne puffede båden rundt, så 
den ændrede kurs. „Forestil jer min bekymring," 
siger præsident Baudin, „da vi efter 6 timer stadig 
ikke kunne se land. 

Pludselig stod præsident Temanus og pegede med 
fingeren, mens han lige så roligt sagde at øen lå i den 
retning. Vinden lagde sig næsten omgående og havet 
blev roligt, og så dukkede snesevis af delfiner op og 
hoppede op foran båden, som om de var kommet for 
at hilse på os og føre os forbi revet. Og som om det ik- 
ke var imponerende nok, så vi også en hval, omkring 
30 meter væk, den sendte en vandstråle op i luften, og 
den havde ikke spor travlt, men fulgtes med os et 
stykke vej frem." 

Elementerne tæmmet og der kom vand 

Medlemmerne på Taenga tror at Himlen har tæm- 
met elementerne på deres ø. De senere år har fem sto- 
re cykloner fejet hen over området, og selv om der 
skete omfattende skader på de omliggende øer, så 
blev Taenga slet ikke berørt af en eneste af disse øde- 
læggende storme. 

På samme måde er folk på Taenga heller ikke sene 
til at fortælle hvordan Herren har velsignet dem med 
alt det vand som de skal bruge. Eftersom der hverken 
er bjerge, floder eller kilder på øerne i havet, så må de 
samle alt deres drikkevand i regnvandstønder og 
vandtanke. I de tørre årstider er de fleste øer plaget af 
konstant vandmangel og vandet må i perioder stærkt 
rationeres. Men på Taenga har de ikke disse proble- 
mer. Ironisk nok er der et område, hvor det moderne 
Taenga kan prale af en højere levestandard end dem 
der bor på Tahiti, hvor ikke alle har elektricitet. På 
Taenga har alle solenergi. 

Paradiset på jorden 

Here af de kirkeledere fra Tahiti, som for nylig har 
besøgt Taenga, var imponeret over hvor stor tryghed 
de føler på øen og den overvældende åndelighed der 
hersker blandt hele befolkningen. „Det er som et pa- 
radis, " siger Georges Bonnet, kirkens regionalleder i 
timelige sager. 

En morgen blev bror Bonnet vækket ved en usæd- 
vanlig lyd. Da han kom op og kiggede ud, så han 
hjælpeforeningssøstrene gå og feje de blade sammen, 
som var faldet på (villa)vejen i nattens løb. „Jeg har 



aldrig oplevet en sådan renlighed," bemærkede han. 
„Hele landsbyen er pletfri og det er tydeligt at se at 
folk er stolte af deres ø." 

Præsident C. Wayne Mack og præsident C. Jay 
Larson, der var præsident Baudins efterfølgere som 
missionspræsidenter på Tahiti, føler også noget sær- 
ligt for øen. Interessant nok har de begge aftjent deres 
første mission på Taenga. Præsident Larson, der kom 
tilbage fra Tahiti i juli 1984, siger: „Jeg har altid været 
imponeret af Taenga, fordi det måske er den mest ån- 
delige og mest enige gren i missionen. Det var tilfæl- 
det da jeg arbejdede på øen som missionær for 30 år 
siden, og det gælder stadig i dag." □ 



Yves Perrin arbejder som højpræsternes gruppeleder 
og Kathleen Perrin er rådgiver i primarypræsidentskabet 
i Union 31. ward, Sandy Cottonwood, Creek staven, Utah. 



Ældste Yokunido Sato fra Japan og 
hans kammerat fra North Carolina, 
ældste David Gathers, arbejder 
i skyggen af Salt Lake templet. 



20 




Unge mænd og piger kaldes 
fra Europa, Asien og Sydamerika, 
til at udbrede evangeliet - 
i Utah. 




Da Yokunido Sato tilsluttede sig kirken og be- 
sluttede sig til at tage på mission, kunne han 
have forventet at komme til at forkynde evan- 
geliet for sine landsmænd i Japan. Ramon Ramos fra 
Guyana kunne også have glædet sig til at udføre en 
mission i Sydamerika. Men i stedet blev både ældste 
Sato og ældste Ramos kaldet til at arbejde i skyggen af 
kirkens hovedsæde i Salt Lake City. 

Ældste Takashi Wada måtte læse sin kaldsbrev til 
sin mission otte gange, før han blev klar over at han 
skulle til nordre mission i Salt Lake City. Søster 
Lindamay Garcia fra Salt Lake Citys søndre mission 
undrede sig da hun fik sin kaldelse: „Hvad skal de 
med flere mormoner i Salt Lake City?" 

Lige så længe kirken har eksisteret har den sendt 
missionærer ud fra kirkens hovedsæde, for at forkyn- 
de evangeliet over hele verden. Nu arbejder Jesus 
Ramon fra Spanien, Marie Normand fra Quebec i 
Canada og mange andre unge mennesker fra mange 
steder i verden i missioner der har deres hovedkvarter 
i Salt Lake City. 

Der er mange mennesker som ikke engang er klare 
over at der findes en mission i Salt Lake City. Men der 
er faktisk to missioner i hovedkvarteret i Salt Lake 
dalen. Salt Lake Citys nordre mission i Utah strækker 
sig nordpå helt op til Idaho og dækker også en del af 
Wyoming. Salt Lake Citys søndre mission i Utah dæk- 
ker et område der strækker sig ind midt i dalen ned til 
Utahs sydlige grænse. 



21 



Det er den nordre mission der er mest international. 

„ Vi har en international mission lige her i Salt Lake 
City, " siger Salt Lakes missionspræsident fra den 
nordre mission, Lloyd V. Owen, der kommer fra 
Alaska. „Vi har missionærer fra hele verden, blandt 
andet fra Samoa, Tonga, England, Irland, Sydafrika, 
Vietnam, Laos, Cambodia og Thailand. Vi har ikke 
mindre end 30 nationer repræsenteret i denne missi- 
on." Missionen kan på ethvert tidspunkt undervise i 
evangeliet på sytten sprog. 

„Vore missionærer fra andre lande hjælper folk til at 
forstå at vi er en verdensomspændende kirke, " siger 
søster Peggy Owen. „De nordamerikanske missio- 
nærer, der arbejder sammen med deres kammerater, 
får endvidere en indsigt i fremmede kulturer, som de 
ellers ikke ville have fået." Til gengæld opmuntres de 
internationale missionærer til at lære at tale bedre en- 
gelsk og prøve at forstå den kultur de befinder sig i. 

For bedre at imødekomme den udfordring det er at 
lede en mission med så mange forskellige sprog og 
kulturforskelle, er alle de internationale missionærer 
samlet i én zone i missionen, nemlig zone otte. Der- 
ved kan missionspræsidenten udnytte missionærer- 
nes sproglige evner bedst muligt. Systemet fungerer, 
ifølge præsident Owen. „Zone otte er som regel den 
førende zone i missionen, når det drejer sig om at 
døbe folk." 

Salt Lakes nordre og søndre missioner hører til dem 
der har flest dåb i kirkens engelsktalende missioner. 



Præsident Van L. McCabe fra søndre mission mener at 
det er på grund af de mange medlemmers store ind- 
sats for at gøre sig til venner med folk, de missionær- 
orienterede ledere i ward og stave, og især, de meget 
hengivne og flittige fuldtidsmissionærer. 

Nyomvendte missionærer 

I mange tilfælde er missionærerne selv forholdsvis 
nydøbte. Andre har kun været aktive i kirken i få år, 
før de blev kaldet på mission. 

Ældste Yokunidu Sato tilsluttede sig kirken for seks 
år siden i sin hjemby, Sapporo, i Japan. Han var 
tidligere buddhist og er den eneste sidste dages helli- 
ge i sin familie. Han siger at han fik „troen til at tage 
på mission, fordi præsident Kimball sagde at han øn- 
skede at alle unge mænd skulle udføre en mission" . 
Ældste Sato har lært lidt engelsk i skolen og har stu- 
deret engelsk på kirkens MTC - missionærernes træ- 
ningscenter - i Provo, Utah. Nu underviser han i 
evangeliet både på engelsk og japansk. 

Hans kammerat, ældste Davis Gathers, der kommer 
fra Pine Bluff i North Carolina, har ikke været på træ- 
ningscentret, således som en fremmedsproget missio- 
nær, så han kan ikke japansk, men han har lært så 
meget af ældste Sato at han nu også kan give lektier 
på japansk. 

Ældsterne Sato og Gathers blev tildelt arbejdet på 
tempelpladsen i Salt Lake City, hvor templet og taber- 
naklet, Assembly Hall og kirkens to besøgscentre lig- 
ger. Den smukke tempelplads tiltrækker rundt regnet 
to millioner turister om året. En af disse turister var 
den 21-årige Chitomi Tanaka fra Japan, som var kom- 




BØRNESTJERrøN Februar 1967 



ISBN 0107-2145 







l 






EN ANDEN 
SLAGS MOD 



fc 



Louise Hurd 



T! 



Irent sad på en gren højt oppe i 
egetræet og dinglede med be- 
nene. Da Jared og Tom råbte på 
ham nede fra jorden kunne han ikke 
engang høre dem. Han drømte med 
åbne øjne, om en bog han var ved at 
læse. Han havde fået en bog der hed 
Pionerbørn af sin farmor til sin fødsels- 
dag. Da han havde læst lidt i bogen, 
lagde han den på sin seng og klatrede 
op i træet for at tænke på pionerbørne- 
ne og deres forunderlige oplevelser. 

En af drengene i bogen havde reddet 
sine to søstre, da der gik ild i deres hus 
og marker. En anden havde fundet 
mad til sin familie, da hans far var med i en krig. 

Historierne handlede om de mange farer som pio- 
nerbørnene kom ud for - bjørne, prærieulve, sult og 
somme tider indianeroverfald. Trent ville ønske at han 
havde levet dengang. Han kunne sagtens have klaret 
det! Han skulle nok have skræmt både bjørne og præ- 
rieulve langt bort. Som spejder havde han lært hvor- 
dan man laver en snehule, hvor han kunne holde sig 
selv og sin lillebror varm, hvis de gik vild, ligesom en 
af pigerne i historierne. Han ville dele sit brød med et 
sultent barn, selv om det var det sidste brød han 



havde. 

Men det ville aldrig ske for Trent. Hans mor kunne 
købe alt hvad han ønskede sig i supermarkedet - alle 
mulige slags brød, frisk frugt og grøntsager hele året 
rundt, ja endog slik. 

Efterhånden trængte stemmerne nedenunder ind i 
Trents drømme. 

„Trent! Hvad er der i vejen med dig?" råbte Jared. 
„Er du blevet døv eller hvad er der?" 

„Nej. Hvorfor?" 

„Vi har stået og råbt til dig at du skulle komme 
ned, " sagde Tom. 

„Hvorfor?" 

„Det ved jeg ikke - men vi kunne gå rundt og finde 
ud af noget vi kan lave." 

Ja, det skulle ikke undre mig om du gjorde, tænkte Trent. 
Jared og Tom var hans bedste venner, men her på det 
sidste havde de tit gjort sig umulige. Trent klatrede 
noget af vejen ned ad træet og hoppede det sidste 
stykke. 

„Hvad gjorde du i det hele taget deroppe?" spurgte 
Jared. 

„Jeg sad og tænkte på en bog jeg er ved at læse," 
svarede Trent. „Den handler om -" 

„En bog!" vrængede Jared. „Har du ikke noget 
bedre at tage dig til end at læse bøger?" 

Trent så undersøgende på Jared, og forsøgte at se 
ind bag de mørke øjne og fregnerne som han kendte 
så godt. Tom var næsten også som en bror for ham, 
skønt han var flyttet lidt længere væk for et halvt år 
siden. 



„Hvad er der i vejen med dig, Jared?" spurgte 
Trent. „Du plejer da nok at kunne lide at læse. Du 
plejer da at kunne lide det samme som mig." 

Jared lod som om han ikke hørte Trents spørgsmål. 

„Hej, se der," sagde Tom og pegede. „Der kommer 
Reggie. Lad os lave lidt skæg med ham." 

Trent krympede sig. 

Reggie masede afsted på sin cykel for at komme op 
ad bakken, sveden sprang frem på hans pande og han 
holdt en pose krampagtigt i den ene hånd. Reggie 
cyklede det bedste han havde lært, men han kunne 
ikke gøre ret meget særlig godt, og han gik i en klasse 
for børn der har svært ved at lære. 

„Hej, du," råbte Tom da Reggie var kommet nær- 
mere, „dumme unger som dig må ikke køre på denne 
her vej. Du må køre tilbage og tage en anden vej." 

Reggie holdt op med at træde i pedalerne og satte 
fødderne på jorden. Han så sig forvirret omkring. 

„Hvad er der galt?" fortsatte Tom, „kender du ikke 
vejen?" 

Jared lo. Reggie var ældre end dem begge. Han var 
også større, men han så ud til at være bange. 

„Hvad har du i posen?" spurgte Tom. 

„Slik." 

„Kom, lad os se," sagde Jared og tog posen ud af 
hånden på Reggie. „Det kunne jo være der var noget 
som jeg kan lide i den. " 

Jared hældte posens indhold ud, og han og Tom 
delte det mellem sig. 

Reggie blinkede et par gange, og Trent så at han 
havde tårer i øjnene. „Min far har givet mig penge- 
ne," snøftede Reggie. „Jeg har selv tjent dem." 

„Ha!" hånede Tom. „Hvad har du lavet for at tjene 
penge? Snøret dine sko?" 

„Knappet din skjorte?" tilføjede Jared. 

Trent kunne mærke hvordan han fik tårer i øjnene. 
Han havde ikke lyst til at gå imod sine to bedste ven- 
ner, men han vidste hvad han måtte gøre. „Hold op!" 
råbte han. 



Tom og Jared kiggede forbavset på ham. Selv Reggie 
så overrasket ud. Trent tog Reggies slik ud af sine ven- 
ners hænder. 

„Åh, hold op," sagde Tom. „Vi skulle jo bare have 
lidt sjov." 

„Ja, men det er ikke særlig sjovt for Reggie, er det 
vel?" Trent stillede spørgsmålet mens han gav Reggie 
hans pose slik tilbage. 

„Nej," svarede Reggie og tørrede tårerne af sine 
kinder. 

„Kom," sagde Trent, og lagde sin hånd om Reggies 
skuldre. „Jeg følger dig hjem." 

Mens Trent og Reggie fulgtes ad med cyklen imel- 
lem sig, talte de sammen. De talte om cykler og 
Reggie fortalte Trent om sin lille nye hundehvalp. 

Da de havde vinket farvel til hinanden, følte Trent at 
han havde gjort en god gerning. Han blev klar over, 
at selv om man ikke kommer ud for sult eller bjørne, 
sådan som pionerbørnene i hans bog, så havde han 
også udvist mod ved at gå imod sine venner, for at 
hjælpe Reggie. Det var bare en anden slags mod. □ 





■■éHØ* ' ' W 




I 




9 



■ri 






AMMON 

PÅ MISSION HOS 

LAMANITERNE 



Ammon og hans brødre, Kong Mosiahs sønner, 
tiggede deres far om at få lov at tage på mis- 
sion blandt lamaniterne. Kong Mosiah var ikke 
sikker på at han burde lade sine sønner tage afsted, 
for lamaniterne var et ugudeligt og ondt folk, og de 
elskede blodsudgydelser. Mosiah bad og spurgte 
Herren. 

Herren svarede: „Lad dem tage derop, thi mange 
vil tro på deres ord, og jeg vil udfri dine sønner af 
lamaniternes hænder." En af Mosiahs sønner skulle 
have været den næste konge, men de ville alle hellere 
være missionærer i stedet for. Da nogle af Ammons 
venner hørte om hans ønske, grinede de ad ham. De 
mente det var spild af tid at undervise de ugudelige 
lamaniter. Men Ammon og hans brødre ønskede at 
alle mennesker skulle have mulighed for at lære om 
evangeliet. 

De forlod Zarahemlas land og rejste til Nephis land, 
hvor lamaniterne boede. Under rejsen fastede og bad 
de ofte, om at de måtte være redskaber i Guds hånd 
til at bringe lamaniterne kundskab om sandheden. Da 
brødrene nåede grænserne til lamaniternes land, gik 
de hver for sig, i hver sin retning. 

Da brødrene skiltes tog Ammon alene til Ishmaels 
land. Så snart han kom ind i landet blev han fanget og 
sat i fængsel. Lamaniterne bandt ham, som en fjende, 
og bragte ham frem for deres konge, og spurgte om de 
skulle dræbe ham. Ammon, der var omringet af lama- 
niter, mødte kong Lamoni uden frygt. Lamoni spurgte 
Ammon om han kunne tænke sig at bo blandt lamani- 
terne. 

Ammon svarede ydmygt: „Ja, jeg ønsker at bo 
blandt dette folk i nogen tid, ja, måske til min døds- 
dag." Dette blev kong Lamoni meget glad for at høre, 



så han løslod Ammon og tilbød ham en af sine døtre 
til kone. Men Ammon var kommet for at missionere, 
så han svarede: „Nej, men jeg vil være din tjener." 
Så blev Ammon tjener hos kong Lamoni. 

Tre dage senere, da Ammon og nogle andre tjene- 
stefolk var på vej med kongens dyreflok ned til van- 
dingspladsen, kom en flok ugudelige lamaniter og 
spredte kongens får. 

„Nu vil kongen slå os ihjel, ligesom han har gjort 
ved vore brødre, fordi hans fåreflok er spredt," jamre- 
de kongens tjenere. Man Ammon blev meget glad. 
Nu fik han en chance for at vise Herrens kraft, og op- 
nå tjenernes tillid, så de lettere ville tro hans ord. 

„Vær ved godt mod," opmuntrede Ammon. „Lad 
os samle flokkene så vi ikke bliver dræbt." 

Tjenerne skyndte sig at samle flokkene, men de 
ugudelige lamaniter kom igen. 

„Omring fårene, så de ikke bliver spredt!" kom- 
manderede Ammon, „så skal jeg nok klare de ond- 
skabsfulde mennesker." 

De lamanitiske røvere var ikke bange for Ammon - 
de mente ikke det var nogen sag for en af deres mænd 
at dræbe ham. Men de vidste ikke at Herren havde 
lovet kong Mosiah at Ammon ville være beskyttet på 
sin mission. Ammon, der havde tillid til Herren, 
kæmpede helt alene med mændene. 

Ved hjælp af sin slynge slog Ammon 6 af de on- 
skabsfulde mænd ned med sten. Røverne kunne ikke 
ramme Ammon med deres sten. De for rasende hen 
imod Ammon med deres knipler, men hver gang de 
løftede deres knipler, huggede han deres arme af dem 
med sit sværd. Røverne flygtede rædselsslagne for 
Ammon. 

De tjenere der tog sig af fårene blev meget forbavse- 



de. De samlede de afhuggede arme af, bragte dem til 
kong Lamoni, og fortalte ham alt hvad der var sket. 

„Sandelig, denne mand er mere end et menneske," 
sagde han forbløffet. „Er han ikke den store ånd, som 
sender sådanne straffedomme ned over dette folk for 
deres mords skyld?" 

„Vi ved ikke, om han er den store ånd eller et men- 
neske," svarede tjenerne, „men så meget ved vi, at 
han ikke kan dræbes af kongens fjender; og de kan 
heller ikke sprede kongens får, når han er med os." 

„Hvor er den mand, der har så stor en magt?" 
spurgte kong Lamoni. 

„Han er ved at fodre dine heste." 

Så sagde Lamoni: „Blandt alle mine tjenere har der 
sandelig ikke være nogen så trofast som denne mand. 
Nu ved jeg for vist, at det er den store ånd, og jeg 
kunne ønske, at bede ham komme ind til mig, men 
jeg tør ikke." 

Da Ammon kom tilbage for at aflægge rapport, om 
at hans arbejde var udført, blev han overrasket over at 
se at kong Lamonis ansigt var forandret. Ammon 
vendte sig for at gå, men kongens tjenere standsede 
ham og sagde: „Rabbanah (1), kongen ønsker, at du 
skal blive." 

Ammon vendte sig om mod kongen og spurgte: 
„O konge, hvad vil du at jeg skal gøre for dig?" Men 
Lamoni vidste ikke hvad han skulle sige. Så spurgte 
Ammon igen: „Hvad ønsker du af mig?" Men kongen 
vidste stadig ikke hvad han skulle svare. 

Ammon, der var fyldt med Guds ånd, forstod kong- 
ens tanker og sagde: „Er det fordi du har hørt, at jeg 
forsvarede dine tjenere og dine får, at du er forund- 
ret? Jeg er din tjener, og hvad du ønsker, som er ret, 
det vil jeg gøre." 

Så talte kong Lamoni omsider og sagde: „Hvem er 
du? Er du den store ånd, som kender alle ting?" 

„Nej, det er jeg ikke," svarede Ammon. 

„Jamen ved hvilken magt kender du så mine tanker 
og gør disse store ting?" spurgte kongen. 

„Vil du tro mig, hvis jeg fortæller dig det?" spurgte 
Ammon. 

Og kongen udbrød: „Ja, jeg vil tro alle dine ord." 

Nu var Lamoni parat til at få undervisning i evange- 
liet. Ammon lærte ham om Gud, om verdens skabel- 
se, og om formålet med livet. Han fortalte Lamoni om 
Lehi, Laman, Lemuel, Nephi og deres historie. Kong- 
en troede på Ammon og begyndte at bede: „O Herre, 
vær barmhjertig mod mig og mit folk." Så faldt han 
om på jorden som om han var død. Lamonis tjenere 
bar ham ind på hans seng, hvor han lå livløs i to dage 
og to nætter. 

På dronningens opfordring kom Ammon og besøgte 
hendes mand. Ammon forsikrede hende om at Lamo- 
ni ikke var død, men at han ville stå op næste dag. 



Dronningen troede hvad Ammon sagde, og den næ- 
ste dag stod kong Lamoni op, som Ammon havde lov- 
et. Kongen fortalte alle mennesker i paladset at han 
havde set Forløseren. Han lærte dem derpå en masse 
storslåede ting. Lamoni og hans tjenere var alle så 
overvældede at de faldt om på jorden, undtagen en la- 
manitisk kvinde, der hed Abis. Hun var tidligere ble- 
vet omvendt, på grund af et syn hendes far havde 
haft. Abis løb ud i byen og fortalte folk hvad der var 
sket, i håb om at de ville omvende sig. De samledes 
allesammen for at se det mærkværdige der var sket. 
En af de mænd der kom, var bror til en af de onde, 
der var slået ihjel af Ammon. Han trådte frem og trak 
Ammons sværd for at dræbe ham, men i samme øje- 
blik han hævede sværdet faldt han død om. Alle var 
meget forbavsede og begyndte at diskutere hvorfor 
dette var sket. Abis blev meget ked af det, da hun så 
de begyndte at slås, og hun tog dronningens hånd for 
at hjælpe hende op. Dronningen rejste sig og priste 
Jesus. Kongen vågnede og standsede stridighederne 
blandt sit folk. Det varede ikke længe før de andre og- 
så vågnede. Lamoni begyndte at undervise sit folk om 
Ammons ord, og mange blev døbt. 

Da kirken var oprettet i landet, fortalte Herren Am- 
mon at hans brødre var i fængsel. Så rejste Ammon og 
Lamoni i kongens vogn hen for at hjælpe dem. Da de 
nåede grænserne til Lamonis land mødte de Lamonis 
far, som var konge over alle de lamanitiske lande. 
„Hvorfor kom I ikke da jeg lavede en fest for mine 
sønner?" bebrejdede Lamonis far. „Og hvor går du 
hen med denne nephit?" 

Lamoni fortalte sin far alt hvad der var sket. Lamo- 
nis far blev meget vred og befalede Lamoni at dræbe 
Ammon. 

„Jeg vil ikke dræbe Ammon, " sagde Lamoni. 

Kongens far trak i vrede sit sværd for at angribe 
Lamoni, men Ammon trådte frem og sagde: „Du skal 
ikke dræbe din søn." Så vendte Lamonis far sig om 
mod Ammon, men Ammon sårede ham i armen og 
truede med at dræbe ham. Da råbte Lamonis far: 
„Hvis du vil skåne mig, vil jeg skænke dig hvad end 
du begærer, ja, indtil det halve af riget." 

Ammon kunne have bedt om at få både land og rig- 
domme, men i stedet sagde han: „Dersom du vil lade 
mine brødre løslade fra fængslet, og tillade Lamoni at 
bevare sit kongerige, og styre det efter sin egen vilje, 
så vil jeg skåne dit liv." Lamonis far blev forbavset 
over Ammons kærlighed til Lamoni og over hans usel- 
viskhed. Lamonis far gav Ammon hvad han forlangte, 
og bad Ammon undervise ham i evangeliet. På den 
måde blev alle lamaniternes lande åbnet for evange- 
liets forkyndelse. Q 

(Denne historie findes i Alma 17-19.) 



6 



LÆR VORE 
LEDERE AT KENDE 



Anvisninger: Tag denne side ud af bladet og lim den 
på et stykke tyndt karton. Klip billedhjulet og pilen 
ud. Klip forsigtigt hullet ud langs den punkterede 
linie. Klip derpå vinduesskodden på pilen 
langs den punkterede linie. Sæt pilen 
på billedhjulet, prik mod prik. 



Sig navnet på den generalautoritet, som kommer 

frem i midten, når du har drejet pilen. Kontrolér om 

du har svaret rigtigt ved at åbne „skodden" på pilen. 

Efterhånden som der kommer nye ledere, 

kan du føre dit billedhjul ajour. 




47 











30 


21 48 


• 46 


• 44 






• 


• • 






31 


29 




1 22 24 






• 


• 




• • 
23 | 


• 


•43 








• • 


45 




?8 




.25 




• 




• 




• 



'20 



42 



32, 



27 26 



18 



»14 



15 



49 



• 33 



10 



41 



11* # 17 



34 



8 



16» 13 • 4 

i 
12 ! 



50 



•3 5 






• 35 



39 




38« 37 







met for at besøge en ven i Utah. Da ældsterne havde 
vist hende rundt på tempelpladsen spurgte de om 
hun kunne tænke sig at lære noget mere om kirken. 
Chitomi læste Mormons Bog og vidste at den var 
sand, men hun havde problemer med at tilslutte sig 
kirken. Ældsterne udfordrede hende til dåb og satte 
en dato, men efterhånden som datoen nærmede sig 
besluttede Chitomi at hun alligevel ikke ville døbes. 
Da hun havde studeret evangeliet i fem måneder blev 
hun omsider døbt. Siden vendte hun tilbage til Japan 
hvor hun er et trofast medlem af kirken, fortæller 
ældste Sato. 

Ældste Sato og ældste Gathers har også haft mulig- 
hed for at undervise en vietnamesisk dame og hendes 
datter. 

Der er flere missionærer i Salt Lake City der har lig- 
nende to-sprogede oplevelser. Søster Marie Normand 
er opvokset i det fransktalende Quebec i Canada. Hun 
blev kaldet til at arbejde i Salt Lake City, og var på 
missionærernes træningscenter for at lære engelsk. 
Hun fik søster Janice Rider til kammerat - hun er også 
canadier, men har arbejdet med cambodianske flygt- 
ninge. Den fransktalende missionær, som lærte en- 
gelsk, underviser nu i evangeliet på cambodiansk. 



Cambodiansk omvendelseshistorie 




Der bor ca 8000 sydøstasiatiske flygtninge i Utah, og 
der kommer omkring 50 til 100 nye flygtninge hver 
måned. Donald og Irene Jones fra Mesa i Arizona er et 
missionærægtepar som arbejder med velf ær dstj ene- 
ste, blandt cambodianske flygtninge. Ældste Jones 
fortæller at „omkring 30 procent af de mennesker vi 
hjælpe med tøj, møbler, mad og jobtræning ikke er 
medlemmer af kirken. Når man hjælper folk åbnes der 
ofte en udvej for at undervise dem i evangeliet". 

En omvendelseshistorie handler om Sakhan Lay, 
der var skolelærer i Cambodia. Da regeringen faldt, 
blev hendes familie skilt fra hinanden og hun blev 
sendt i fangelejr. To gange var hun udsat for at der 
blev åbnet ild imod dem, men hun reddede livet. På 
en mirakuløs måde undslap hun, og det lykkedes 
hende at finde sine børn, som var flygtet til Thailand. 
En cambodiansk sidste dages hellige familie, som bor i 
Utah, kautionerede for familien Lay, så de kunne 
komme til Salt Lake City. Senere tilsluttede de sig kir- 
ken og søster Lay arbejder nu i socialforsorgen for sit 
folk. 

To missionærer i Salt Lakes nordre mission er fra 

Vietnam, og de giver lektier i evangeliet på engelsk til 

to undersøgere, der er opvokset i et spansktalende 

land. Ældste Jeff Reyes fra Los Angeles i Californien, 

har været student på University of Utah og spillet på 

deres fodboldhold, før han blev professionel. Da han 

fik en knæskade sluttede denne 122 kg tunge unge 



I midten: En skomager, Ramon Ramos, fra Guyana, kom ind i 
kirken og på mission som følge af en forretningsrejse til De 
vestindiske Øer. 

Søster Sonya Collins fra Leeds i England, dirigerer sangen til en 
missionærkonference . 

Søstermissionærerne Sonya Collins, fra Leeds i England og 
Denise Bailey, fra Palos Verdes i Californien, har et panorama 
over Salt Lake City, under gennemgangen af dagens program 
om morgenen. 

Søster Theresa Moe, der oprindeligt er fra Samoa, fik opfyldt sit 
livs drøm da hun blev kaldet på mission til Salt Lake City. 

Nummer to fra venstre: Ældste Jesus Ramon, der havde håbet 
på at blive kaldet på mission til sit fædreland, Spanien, græd da 
han blev kaldet på mission til Utah 

Lloyd V. Owen, der er præsident for Salt Lakes nordre mission, 
ses her, mens han taler til en missionærkonference. Han siger at 
mange missionærer reagerer mistroisk, når de kaldes til Utah. 

Ældste James M. Paramore fra De halvfjerds' første Kvorum, 
som er områdepræsident for Utahs nordre område, giver 
belæringer under sin tale til missionærerne ved en 
zonekonference . 



23 



mands fodboldkarriere. Han vendte tilbage til Salt 
Lake City, selv om han havde stærke følelser imod 
kirken. Men da han mødte missionærerne blev han 
modtagelig for evangeliet og døbt. Præsident Owen 
husker at , Jeff var så ivrig efter sin dåb at han kram- 
mede disse små vietnamesiske missionærer og bogsta- 
velig talt løftede dem op i luften. Jeg sagde for sjov 
skyld til min hustru, at jeg var nervøs for deres liv." 

„Som i Himlen" 

Hvad siger en missionær, som bor udenfor De fore- 
nede Stater, til at modtage en kaldelse til at arbejde i 
Salt Lake City? Præsident Owen har lagt mærke til at 
„de reagerer forskelligt. Nogle tror at de kommer i 
Himlen. Mange reagerer mistroisk på deres kaldelse". 
Søster Theresa Moe, en californisk enke der oprinde- 
ligt kommer fra Samoa, fik af sine venner og familie at 
vide at hun ville blive kaldet til at arbejde i Tonga eller 
Samoa eller en af de andre sydhavsøer. Men hun hav- 
de drømt om at komme til Utah, siden hun som lille 
pige havde set billeder af Salt Lake templet. Hun var 
helt sikker på at hun ville blive kaldet til at arbejde i 
Salt Lake City, og hun fik ret. 

Søster Lindamay Garcia fra Mercedes i Texas tilslut- 
tede sig kirken i 1984, og hun var slet ikke klar over at 
der var en mission i Utah. 

Men ældste Jesus Ramon fra Elche i Spanien, som er 
den eneste i sin familie der er medlem af kirken, siger: 
„Jeg græd da jeg fik min kaldelse til Utah. Jeg ville så 
gerne arbejde med mit eget folk i Spanien og forkynde 
evangeliets budskab for dem. Jeg ville også så gerne 
være i nærheden af min familien, for at hjælpe dem 
ind i kirken. Men jeg bad, og så vidste jeg at kaldelsen 
kom fra Herren gennem præsident Spencer W. Kim- 
ball, og at det var i Utah at jeg skulle være." 

Nu er han glad fordi han adlød kaldelsen. „Jeg har 
set stor fremgang i min families indstilling til kirken. 
De kommer nu i kirken, på grund af den forandring 
de har set i min levevis, og fordi de godt kan lide 
kirkens medlemmer. Jeg tror at en af velsignelserne 
ved at udføre en mission er at man ser sin familie 
komme ind i kirken." 

Selv om ældste Ramon arbejder i en engelsktalende 
mission, er han ofte i kontakt med mexikanere eller 
sydamerikanere som bor i hans område, zone otte. 

Forskelligartede sprog 

Ældste Santiago Tinon fra Chicago i Illinois og 
Alejandro Flores fra El Paso i Texas arbejder med 
spansktalende undersøgere, og det giver dem fælles 
erfaringer. Selv om de to ældster oprindeligt blev kal- 
det som engelsktalende missionærer til Salt Lakes 



Citys søndre mission i Utah, så arbejder de nu ude- 
lukkende med spansktalende folk fra Mexico, Guate- 
mala, Venezuela og El Salvador. Dette missionærpar 
havde 6 dåb alene på én måned. En af dem var en ung 
mexikansk søster, der var kommet til Provo for at stu- 
dere. Hun røg meget, men tog imod udfordringen til 
at læse Mormons Bog. Ved den tredie lektie var hun 
omvendt og parat til at holde op med at ryge. Hun var 
et eksempel på hvor modtagelige de spansktalende er 
for evangeliet, siger ældste Flores. 

En skomager, Ramon Ramos, fra Guyana i Sydame- 
rika, rejste til Barbados - en af de vestindiske øer - for 
at sælge håndlavede sko til turisterne. Der traf han 
missionærerne, og kort efter tilsluttede han sig kirken. 
Dengang var han 21 år. Han ville gerne på mission, 
men da han var den eneste i sin familie der var med- 
lem af kirken, vidste han ikke hvordan han skulle 
finansiere den. På en af sine rejser til Babados mødte 
han en sidste dages hellige familie fra Arizona, og 
denne familie tilbød at støtte ham økonomisk på en 
mission. 

Når ældste Ramos bliver afløst fra sin mission har 
han planer om at vende tilbage til Barbados, for at 
opbygge kirken der. „Der er kun meget få præste- 
dømmemedlemmer i den del af verden, og jeg tror at 
Herren har brug for mig der," siger han. 

Præsident Owen siger: „Noget af det dejligste for 
de unge mennesker der kommer fra hele verden for at 
arbejde i denne mission, er at de derved forbereder 
sig til at blive ledere fremover. De ser kirkens store 
styrke, de ser hvordan stave og ward fungerer som de 
skal, og denne oplevelser giver dem erfaring. Når de 
vender tilbage til deres eget land, hvor kirken vokser 
med stor hast, og hvor det er en stor udfordring at 
skaffe uddannede leder, så er disse unge mennesker 
særligt forberedt til arbejdet." 

De personlige forberedelser, som disse missionærer 
selv gør, er en vigtig del af de erfaringer de opnår som 
missionærer. Ældste Alejandro Flores synes at han på 
sin mission har lært en masse om livet. Søster Sonya 
Collins, der kommer fra en stor familie, der emigrere- 
de fra Vestindien til Leeds i England, hvor de tilslutte- 
de sig kirken, siger: „En mission er en succes, ikke 
kun på grund af de dåb der bliver resultatet. En 
mission er en succes, hvis missionærerne lærer sig 
selv at kende, og får et mere sikkert vidnesbyrd om 
Jesus Kristus." 

Medlemmerne i Jesu Kristi Kirke af Sidste Dages 
Hellige har fået påbud om at forkynde evangeliet 
„for alle folkeslag og stammer og tungemål og folk" 
(Ab. 14:6). De internationale missionærer, der arbej- 
der i Salt Lakes Citys nordre og søndre missioner har 
en enestående og hellig mulighed for at forkynde Jesu 
Kristi evangelium i skyggen af kirkens hovedsæde. □ 



24 



KALDETVED INSPIRATION 



Hvilke chancer har en ung 
mand eller en ung pige fra 
Europa, Asien eller Latin- 
amerika for at blive kaldet 
på mission til Utah? 
„Missionærerne, der kal- 
des til at arbejde i Salt La- 
ke City, kaldes ikke efter 
noget bestemt mønster," 
siger den administrerende 
leder for missionærafdelin- 
gen, ældste Charles Didier 
fra De halvfjerds første 



Kvorum. „Det er profeter- 
ne, seerne og åbenbarerne 
der tildeler missionærop- 



gaverne, og missionærer- 
ne over hele verden kaldes 
ved inspiration." 

Når inspira- 
tionen resulte- 
rer i en kaldel- 
se til en en- 
gelsktalende 
mission, som 
har hjemme i 
Salt Lake 




City, så vil ældsten eller 
søstermissionæren først 
komme til MTC (missio- 
nærernes træningscenter) 
i Provo, Utah. Og alt efter 
deres talent for at tale en- 
gelsk vil de enten blive der 
til et to-ugers orienterings- 
kursus eller til et seks- 
ugers engelskkursus. 



25 



OPBYGNING AF 
STÆRKE FAMILIER 






Lige fra profeten Joseph Smith til præsident Ezra Taft 
Benson, har kirkens præsidenter kraftigt opfordret de 
hellige, og verden som helhed, til at opbygge stærke 
familier. Her er hvad Herrens profeter har sagt: 



Herren sagde gennem profeten Joseph Smith: 

„Og atter: Om forældre i Zion eller i nogle af dens 
organiserede stave har børn, og de ikke underviser 
dem i læren om omvendelse, tro på Kristus, den le- 
vende Guds Søn, og om dåb og den Helligånds gave 
gennem håndspålæggelse, når de er otte år gamle, 
skal synden hvile på forældrenes hoved. 

Thi dette skal være en lov for Zions indbyggere og i 
alle dens organiserede stave. 

Og når deres børn er otte år gamle, skal de døbes til 
deres synders forladelse og modtage håndspålæg- 
gelse. 

De skal også lære deres børn at bede og at vandre 
retskaffent for Herren" (L&P 68:25-28). 



Præsident Brigham Young: 

„Opdrag jeres børn i Herrens kærlighed og frygt; 
læg mærke til deres anlæg og temperament og be- 
handl dem i henhold dertil, idet I aldrig tillader jer 
selv at rette dem i ophidselsens vrede; lær dem at el- 
ske jer, snarere end at frygte jer, og lad det bestandigt 
være jeres agt, at de børn, som Gud har været så kær- 
lig at give jer, i deres ungdom bliver belært om vigtig- 
heden af Guds orakler og skønheder i vores hellige 
religion, så de, når de bliver voksne, altid vil nære 
ømme følelser for dem og aldrig fornægte sandheden" 
(Den danske Stjerne, apr. 1979, s. 34-35). 



Præsident John Taylor: 

„Opdrag jeres børn til at være intelligente og flit- 
tige. Lær dem først om værdien ved at have et sundt 
legeme, og hvordan man bevarer det sundt og leven- 
de. Lær dem at nyde den ædleste dyd og kyskhed, og 
sørg også for at opmuntre dem til at udvikle den intel- 
lekt de er blevet begavet med. De bør også lære om 
den jord de lever på, dens egenskaber og de love den 
styres ved. Og de skal også lære om Gud, som skabte 
jorden, om hans planer og formålet med at han skabte 
den og satte mennesker på den" (Journal of Discourses, 
24:167). 



Præsident Wilford Woodruff: 

„Jeg har længe været klar over at djævelen gør ihær- 
dige forsøg på at drive en kile ind mellem forældre og 
børn - og prøver at indgyde fordærvede tanker i de 
helliges sønner og døtre, for at få dem til ikke at følge i 
deres fars og mors fodspor. Men det kan han ikke. Dette 
folks sønner og døtre vil holde fast og være stærke, 
i Israels Guds navn, hvis vi gør vor pligt" (Journal of 
Discourses, 8:271). 



26 




Præsident Lorenzo Snow: 

„Hvis I nogen sinde skal opnå enhed i nogen familie 
i Zion, hvis I nogensinde skal sikre denne himmelske 
enhed det nødvendige for at leve sammen som en 
evig familie, så må I knytte denne familie sammen til 
ét, og Herrens ånd må være med denne families over- 
hoved, og han skal være i besiddelse af det lys og den 
intelligens, som vil frelse denne familie, benytte disse 
i sit daglige liv og lede hver enkelt derved, for han har 
deres frelse i sine hænder" (Journal of Discourses, 
4:243). 

„Kvinderne vil opdage at de har en hel del magt og 
indflydelse på at deres mænd bliver velsignet. Derfor 
må I forene jeres tro og jeres hjerter, og bede for jeres 
mænd og børn" (Journal of Discourses, 5:326). 



Præsident Joseph F. Smith: 

„Kære søskende, vil I forsøge at passe på jeres børn, 
og se efter dem på sabbatsdagen? Se efter hvor de 
befinder sig, tag dem med til møderne og lær dem 
noget som de ikke vidste . . . 



Hvis vi lader vore børn opføre sig som om de havde 
ferie om søndagen, og er ligeglade med hvor de er 
eller hvad de gør, så vil Gud ikke holde os skyldfri. 
Børn er underlagt deres forældre, og forældrene har 
ansvaret for deres børns opførsel, lige til de når de 
modne år. 

Se efter jeres børn, søskende" (Journal of Discourses, 
14:286). 



Præsident Heber J. Grant: 

„Jeg beder til at jeres eksempel vil være af en sådan 
art at jeres børn vil efterleve Jesu Kristi evangelium, 
for det er mere værdifuldt end noget andet i verden" 
(Gospel Standards, s. 156. Samlet af G. Homer Dur- 
ham. The Improvement Era, Salt Lake City, 1942). 



Præsident George Albert Smith: 

„Kære forældre, værdsæt jeres børn. Lad ikke andre 
opdrage dem i det der hører evigt liv til. Det er jeres 
privilegium, og det er et privilegium. Lær dem at bede 
og vandre oprigtigt for Herren, at de kan henvende 
sig til ham når de har brug for det, og han vil besvare 
deres bønner. I vil forbløffes over hvilken stor lykke I 
vil få i jeres hjem, større end nogen sinde, hvis I vil 
følge dette råd" (General Conference, okt. 1948). 




27 




28 



Præsident David O. McKay: 

„Den fattigste hytte, hvor der er kærlighed og en- 
hed i familien, har langt større værdi for Gud og den 
fremtidige menneskehed end nogen verdslig rigdom. 
I et sådant hjem kan og vil Gud udføre mirakler" 
(General Conference, apr. 1964). 



Præsident Joseph Fielding Smith: 

„Vi siger til alle familier i Israel: Familien er den vig- 
tigste institution nu og i al evighed. Vort formål med 
livet er selv at skabe evige familieenheder. Der er intet 
vigtigere for familien end beseglingen i templet, samt 
overholdelsen af de pagter, der er indgået i det celes- 
tiale ægteskab" (Den danske Stjerne, dec. 1972, s. 495). 




Præsident Harold B. Lee: 

„Det største værk I brødre nogen sinde vil komme 
til at udføre for Herren, vil blive som fædre indenfor 
jeres hjems fire vægge. Forsøm ikke jeres hustruer, 
brødre. Tag jer tid til at holde familiehjemmeaf tener. 
Saml jeres børn omkring jer og pas godt på dem. 
Aldrig har der været en tid, hvor vi i så høj grad 
behøvede styrke og solidaritet i hjemmet" 
(Den danske Stjerne, dec. 1973, s. 513). 



Præsident Spencer W. Kimball: 

„Familien er den fundamentale enhed i Guds rige 
på jorden. Kirken kan ikke være sundere, end dens 
familier er. Ingen regering kan bestå ret længe uden 
stærke familier. 

Aldrig før har der været så mange lumske påvirk- 
ninger til at true familien, som der er i dag over hele 
jorden. Mange af disse onde påvirkninger kommer 
direkte ind i hjemmet gennem tv, radio, ugeblade, 
aviser og andre former for litteratur" (Den danske 
Stjerne, okt. 1978, s. 76). 



Præsident Ezra Taft Benson: 

„Evigt liv kan kun opnås ved lydighed mod evange- 
liets love og ordinanser. 

Når forældrene selv har modtaget de frelsende ordi- 
nanser, når de har sat et eksempel ved at indgå et 
tempelægteskab er der ikke alene større chancer for at 
deres eget ægteskab vil lykkes, men der er også langt 
større sandsynlighed for at deres børn vil følge deres 
eksempel. 

Forældre, som giver deres børn sådan et hjem, har 
opnået det som Herren kalder: ,Et bedehus, et faste- 
hus, et troens hus, et lærdommens hus ... et ordens 
hus, ja, et Guds hus' (L&P 88:119). Ligegyldigt hvor 
beskedent og ydmygt hjemmet er vil det være fyldt 
med kærlighed, lykke, fred og glæde. Børnene vil 
vokse op i retfærdighed og sandhed og vil have et øn- 
ske om at tjene Herren" (Den danske Stjerne, april 1983, 
s. 117-18). □ 



29 



ISÆR FOR UNGE 



KRISTUS 

KUN HAN KUNNE 

ÅBNE HIMLENS PORT 

OG LUKKE OS IND 



[Se Helaman 3:28) 




e 
o 

« 

X 






I 

o 



30 




SAMMEN I 
RETFÆRDIGHED 



Ardeth G. Kapp 

Præsidentinde for Unge Pigers hovedbestyrelse 



Unge mænd og piger har forskellige pligter og ansvar, 
men de kan alligevel forenes og velsignes ved præstedømmets magt. 



Unge piger har lige så vel som unge mænd god 
grund til at glæde sig over at det aronske præ- 
stedømme blev gengivet. Vi glæder os fordi 
præstedømmet blev gengivet til velsignelse for hele 



den menneskelige familie. Når præstedømmets magt 
benyttes i retfærdighed, så vil det forene mænd og 
kvinder, sønner og døtre og familier. Vi har god 
grund til at glæde os i forening. Samhørighed i retfær- 



31 



dighed er selve hjertet i vor himmelske Faders planer 
for sine sønner og døtre. Det er en herlig plan som vi 
alle har del i. 

Hvis vi skal kunne nyde alle velsignelserne ved vor 
Faders plan, så har vi brug for præstedømmets magt 
og myndighed, og hver eneste ung mand og hver ene- 
ste ung pige er nødt til at være parate til at gøre deres 
del. Selv om jeres pligter og ansvar, jeres indflydelse 
og naturlige evner er forskellige, så tror jeg at der er 
flere lighedspunkter end forskelle i de forberedelser I 
skal gøre jer, for at modtage alle præstedømmets 
velsignelser. 

Lad os se på nogle tidspunkter hvor præstedøm- 
mets magt og myndighed har haft stor betydning for 
jer personligt. 

Dåbspagten 

Da I blev døbt og blev medlemmer af kirken, deltog 
I i den første præstedømmeordinanse, hvor I indgik 
en pagt. Da blev vejen åbnet, og I kunne begynde at 
gå ad vejen tilbage til jeres Fader i Himlen. I blev døbt 
ved den samme magt og myndighed som Johannes 
Døber benyttede da han døbte Jesus Kristus, vor Frel- 
ser, i Jordan floden. 

Efter dåben fik I Helligåndens gave, hvilket var den 
næste nødvendige præstedømmeordinanse I fik del i. 
I fik håndspålæggelse af en der havde det melkisedek- 
ske præstedømmes myndighed, og ved denne magt 
blev I velsignet til at kunne „modtage Helligånden". 
I kan have Helligånden som ledsager gennem hele 
jeres liv. Helligånden vejleder, belærer, trøster og 
inspirerer jer, og den bærer vidnesbyrd for jer om at 
Frelseren lever og om sandheden i det gengivne 
evangelium. 

Helligåndens magt 

Lad mig erindre jer om andre oplevelser som mange 
af jer har oplevet eller vil opleve, hvor I velsignes gen- 
nem præstedømmets magt og Helligåndens gave. 
Mange af jer er eller vil blive kaldet og indsat (af en 
som har det hellige præstedømmes myndighed) til at 
arbejde som kvorums- eller klasseledere. Når I bliver 
indsat og får håndspålæggelse, modtager I magt og 
myndighed til at virke i det embede I er kaldet til. 

Lad mig citere en ung præsidentinde for laurbær- 
pigerne som forklarede det på denne måde: „Jeg blev 
kaldet til at være klassepræsidentinde for sytten piger, 
og biskoppen sagde at jeg havde ansvaret for dem. Jeg 
blev ret nervøs over at få overdraget et sådant ansvar. 
Så sagde han at jeg skulle vælge to rådgivere og min- 



dede mig om at jeg måtte spørge Herren til råds. Jeg 
spekulerede på hvordan det mon virkede - hvordan 
kunne jeg vide hvem Herren ønskede? 

Så skrev jeg sytten små sedler. Og bad for hver af 
disse navne . . . jeg blev ved med at tænke og bede og 
(krydse navne af) i tre dage. Til sidst var der kun to 
navne tilbage og jeg følte meget stærkt at jeg nu vidste 
hvem vor himmelske Fader ønskede. Sådan virker 
det." 

I bør kende og vidne om Helligåndens magt, når I 
søger inspiration i de kaldelser I har fået fra jeres him- 
melske Fader, gennem jeres biskop. 

Præstedømmets magt samt betydningen af dets 
gengivelse og velsignelser fik en særlig betydning i 
mit liv da jeg var 15 år. Jeg fik en alvorlig øreinfektion 
og blev omgående bragt på hospitalet. Jeg måtte gen- 
nemgå en større operation. Efter operationen hørte 
jeg en af lægerne sige at sygdommen havde været så 
alvorlig at jeg for stedse ville miste hørelsen og min 
balance. 

Særlige præstedømmevelsignelser 

Min far og en anden, som havde det melkisedekske 
præstedømmes magt og myndighed til at handle i 
Guds navn, salvede mig med olie, der var indviet af 
præstedømmet til salvelse af syge. 

Min mor blev inspireret af Helligånden til at skrive 
mit navn på bønnelisten i templet, hvor de tilstedevæ- 
rende ville forene sig i troens bøn for mig. Det var 
først da jeg vidste at folk kunne få deres navn skrevet 
på bønnelisten i templet. Med tiden blev jeg helt rask 
ved hjælp af tro og præstedømmets magt. 

Har I som medlemmer af kirken oplevet præstedøm- 
mets magt, når I er blevet salvet og velsignet? Har I få- 
et en fars velsignelse? Har I bedt jeres far give jer en 
velsignelse, når I har haft særlig brug for den? - som 
f .eks. ved begyndelsen af et nyt skoleår, når I har væ- 
ret nedtrykte, har haft store ansvarsopgaver eller har 
kæmpet for at forstå? Det er på sådanne tidspunkter I 
kan modtage den styrke I har brug for. Og dersom I 
ikke har en far, så kan I bede jeres hjemmelærer, jeres 
biskop eller en god ven, som er ordineret til at handle 
i Guds navn, om en sådan velsignelse. Jeg ved at en 
sådan velsignelse kan være til stor trøst for jer. Det 
har det været for mig, og det kan det også være for 
jer. 

Mange af jer har nået en alder hvor I overvejer og 
træffer vigtige beslutninger, til tider vanskelige beslut- 
ninger som vil påvirke resten af jeres tilværelse. I har 
som medlemmer af kirken det privilegium at få en 
særlig præ stedømme velsignelse - en patriarkalsk vel- 



32 



signelse. Denne velsignelse får I efter jeres anmod- 
ning og værdighed, af en patriark som Gud har 
ordineret i denne særlige kaldelse. 

En patriarkalsk velsignelse kan tjene som vejledning 
for jer, med særlige løfter, dersom I er trofaste til at 
holde budene. Jeg har læst min patriarkalske velsig- 
nelse om og om igen, hundredevis af gange. Den har 
været mig et anker, en trøst og en vejledning, især når 
jeg har været nedbrudt af svære problemer eller 
udfordringer. 

Hellige ordinanser 

En anden stor præstedømmeordinanse, som er be- 
regnet som en velsignelse for os, indstiftede Frelseren 
i sine sidste timer, da hans jordiske mission nærmede 
sig sin afslutning. Under Jesu sidste måltid med sine 
apostle og „mens de nu spiste, tog Jesus et brød, vel- 
signede, brød det og gav sine disciple det og sagde: 
,Tag dette og spis det; dette er (til minde om) mit 
legeme (som jeg giver i løsesum for jer). 'Og han 
tog en kalk og takkede, gav dem den og sagde: 
,Drik alle heraf; thi dette er (til minde om) mit 
blod, pagtsblodet, som udgydes for (så mange 
som tror på mit navn), til (deres synders) 
forladelse" 7 (Matt. 26:26-28, med tilføjelser 
og rettelser i parentes, i henhold til Joseph 
Smith). 

Hver søndag velsigner og uddeler det 
aronske præstedømme den hellige nad- 
ver. Selvom det er det aronske præste- 
dømmes pligt at velsigne og omdele 
disse hellige symboler, så har et- 
hvert værdigt medlem det privile- 
gium at kunne modtage de love- 
de velsignelser ved denne præ- 
stedømmeordinanse . 

Både unge mænd og unge 
piger indsættes ved præste- 
dømmets myndighed til at 
udbringe budskabet om 
sandheden og undervise i 
evangeliet, når de har mod- 
taget en kaldelse fra en Her- 
rens profet til at udføre en 
mission for Jesu Kristi 
Kirke af Sidste Dages 
Hellige. 

I templet - Herrens hus - ud- 
føres alt ved præstedømmets magt 
og myndighed. I templet får mænd 
og kvinder deres begavelse og ind- 



går hellige præstedømmepagter, som indebærer løfter 
og velsignelser. En dag vil enhver retfærdig ung mand 
og enhver retfærdig ung pige få det privilegium og 
den mulighed at indgå et celestialt ægteskab og få en 
evig familie, om ikke i dette liv så i evighederne. Den 
største af alle præstedømmets velsignelser modtager 
en mand og en kvinde i forening i templet. Denne 
præstedømmeordinanse er nødvendig for at blive 
ophøjet i det celestiale riges højeste herlighed. Som 
apostlen Paulus sagde: „Dog, i Herren er det således, 
at hverken er kvinden noget uden manden eller man- 
den noget uden kvinden" (1 Kor. 11:11). Man skal 
være to for at modtage denne præstedømmets velsig- 
nelser. 




Og således forenes vi og glæder os sammen, når vi 
opregner de velsignelser som vi hver især modtager 
som følge af præstedømmet. Det er en magt, hvorved 
vi hver dag velsignes og bereder os til evigheden. 

Unge pigers kaldelse 

Vi kender udmærket det aronske præstedømmes og 
de unge mænds pligter og ansvar. Men hvad med de 
unge pigers? Hvad går deres kaldelse ud på? En pro- 
fet har sagt: „At være en retfærdig (ung) kvinde er 
ærefuldt i enhver tidsperiode. Det er en særlig ædel 
kaldelse at være en retfærdig kvinde i denne sidste 
uddeling på jorden før Frelserens andet komme" 
(Præsident Spencer W. Kimball, Den danske Stjerne, 
apr. 1979, s. 165). 

Jeres alder begrænser jer ikke. I har en betydnings- 
fuld kaldelse. Enhver ung pige, der udbygger sin kal- 
delse til at være en retfærdig kvinde, vil være med til 
at tilbagevise den ondes magter, forhindre pornografi- 
ens udbredelse og ruste sig imod umoralitet. Jeres ret- 
færdige indflydelse kan få indvirkning på mangt og 
meget - hvor stor kærlighed og harmoni der skal 
findes i jeres hjem, hvor mange unge mennesker der 
vil forkynde evangeliet, jeres venners opførsel, 
atmosfæren i jeres klasser. 

„Hvordan forbereder I jer til at få ti gange så stor 
indflydelse nu end den I kan have i mere fredelige ti- 
der?,, spurgte præsident Kimball engang. I forbereder 
jer ved at lære hvem I er og hvad I skal gøre. Unge Pi- 
gers værdinormer kan vejlede jer under jeres forbere- 
delser. På spørgsmålet „Hvem er jeg?" vil I ved hjælp 
af værdinormerne tro, guddommelig natur og personlig 
værdi, få at vide at I er døtre af en himmelsk Fader, der 
elsker jer. I har arvet guddommelige egenskaber. I har 
uendelig værdi og har en guddommelig mission. 

På spørgsmålet: „Hvad skal jeg gøre?" vil I få vej- 
ledning til svaret ved hjælp af værdinormerne kund- 
skab, valg og ansvarlighed, gode gerninger og retfærdighed. 
Hvis I altid vil søge mulighed for at lære og udvikle 
jer, så vil I få større kundskab og vidnesbyrd om evan- 
geliet. I vil få styrket jeres ønske om altid at vælge det 
gode fremfor det onde, og acceptere ansvaret for jeres 
valg. I vil lære at styrke andre og spille en stor rolle for 
opbygningen af Guds rige, ved at tjene i retfærdig- 
hed, idet I begynder i jeres egen familie. Og endelig 
vil I udvikle moralsk mod, så jeres gerninger altid vil 
være i overensstemmelse med jeres kundskab om 
hvad der er rigtigt og forkert, og I kan stå som vidner 
for Kristus „til alle tider, i alle ting og på alle steder" 
(Mosiah 18:9). 



Efterlevelse af Unge Pigers værdinormer 

Studér Unge Pigers værdinormer og de tilhørende 
skriftsteder. De vil hjælpe jer til at forberede jer til at 
øve en retfærdig indflydelse. Studér evangeliets prin- 
cipper og anvend dem. Benyt disse værdier som en 
vejledning, og lev efter dem hver dag. Gør I det vil 
Herren styrke jer, og hans ånd vil oplyse jer på en for- 
underlig måde. I vil begynde at forstå hvad det vil sige 
at være et „lys i Herren" og at „vandre som lysets 
børn" (se Ef. 5:8-9). 

Mine kære unge søstre, I er verdens lys i et tiltagen- 
de mørke, og mens den onde gør alt hvad der står i 
hans magt for at slukke lyset, lyder Frelserens kærlige 
ord: „Hold jeres lys op" (3 Nephi 18:24). 

Hvis I følger Frelserens eksempel og lærer at efterle- 
ve evangeliets principper i ethvert valg I træffer, så vil 
I stå for sandhed og retfærdighed og udvikle jer til at 
give lys og liv til jeres omgivelser - retfærdige unge 
piger, Guds døtre. □ 








34 



Selv om det er det aronske præste- 
dømmes pligt at velsigne og omdele 
nadveren, så har ethvert værdigt 
medlem det privilegium at de kan 
nyde nadveren og modtage de 
lovede velsignelser. 




35 



Vi beder alle unge mennesker 
tilslutte sig rækkerne 

EN UDFORDRING, 
SOM DEN DAVID FIK 



Ældste Vaughn J. Featherstone 

De halvfjerds' første Kvorum og præsident 
for Unge Mænds hovedbestyrelse 



Jeg kunne tænke mig at udsende et „kampråb" til 
alle unge mænd i kirken. 
Moroni, der var øverste befalingsmand for den 
nephitiske hær (se Alma 46:11), „sønderrev sin 
kjortel, og han tog et stykke deraf og skrev på det: Til 
erindring om vor Gud og vor religion, vor frihed og 
vor fred, vore hustruer og vore børn; og han hæftede 
det på enden af en stang. 

Og han iførte sig sin hjelm og sin brynje og sine 
skjolde og omgjorde sine lænder med sine våben, og 
han tog stangen, på hvis ende stykket af kjortelen 
hang, og han kaldte det frihedens symbol, og han bøj- 
ede sig til jorden og bad med kraft til sin Gud om, 
at frihedens velsignelser måtte hvile over hans 
brødre, så længe der var kristne tilbage til at besidde 
landet . . . 

Og . . . Moroni . . . gik ... ud blandt folket og svin- 
gede det afrevne stykke af sit klædebånd i luften, så 
alle kunne se det, han havde skrevet derpå, og han 
råbte med høj røst og sagde: 

Lad alle, der vil håndhæve dette valgsprog i landet, 
komme frem i Herrens styrke og indgå en pagt, at de 
vil forsvare deres rettigheder og deres religion, så at 
Gud Herren kan velsigne dem" (Alma 46:12-13, 
19-20). 

Kære unge medlemmer af det aronske præstedøm- 
me, i vore dage udsender vi atter et kampråb. I er en 
kristen hær, og dette er et signal til at samle sig. Kom 
frem, kampen er forestående. Aldrig har det været 
vigtigere at lade sig hverve for Herrens sag. 



Kæmp mod det ondes magter 



Banneret er rejst for jer. Trompeterne har lydt klart 
og frygteligt. Linierne for slaget er optrukket. Djæve- 
lens hær står opstillet i de ondes rækker med satanisk 
kraft. Deres krigsråb er frygtindgydende. De kæmper 
for ødelæggelse, synd, død og helvede. De har kun et 
formål, og alle de onde kræfter på jorden og i helvede 
har forenet sig imod den kristne hær. 

Men Herren har udsendt sine største og mægtigste 
ledere nogen sinde, og han råder os: „Lad min hær 
. . . blive meget stor og helliggør den for mig, at den 
må blive skøn som solen og klar som månen, at dens 
bannere må blive forfærdelige for alle nationer" 
(L&P 105:31). 



Kristus er vor leder 



Tiden er inde til at vælge - „Vælg i dag, hvem I vil 
tjene" (Alma 30:8). Kristus er vort overhoved. Vor 
øverste hærfører er denne kirkes præsident. Herren 
har kaldet sine generaler og kaptajner blandt sit riges 
gode og hellige mænd. Det er mænd med en god 
forståelse, ærlige og nøgterne mænd, retfærdige og 
loyale mænd, som vil kæmpe for Mesterens sag. 
Disse mænd er opfyldt af retfærd og barmhjertighed. 
De er opfyldt af lys og de har tillid til Herren deres 
Gud, og ved at han vil udfri os. 

Vi beder jer, vore unge mennesker, om at tilslutte 
jer rækkerne. Vi udfordrer jer, som den unge David 



36 




37 



Banneret er rejst for jer. Trompeterne har lydt klart 

og frygteligt. Vi beder jer, vore unge mennesker, 

om at tilslutte jer rækkerne. Vi hverver til krig for 

menneskebørnenes sjæle. 




blev det (se 1 Samuel kap. 17). Åh - mine kære unge 
mennesker, der er virkelig en sag at kæmpe for, og 
den trodser enhver beskrivelse. Vi hverver til krig for 
menneskebørnenes sjæle. Vort budskab er fred, barm- 
hjertighed, kærlighed, renhed og lydighed. Det for- 
ventes at vor generation vil gå ud som lysets børn i 
sagtmodighed og ydmyghed, bevæbnet med Guds 
magt. Vi skal gennemtrænge enhver nation, besøge 
ethvert klima og lyde i ethvert øre, som vore ledere 
har anvist, og huske på at ingen uhellig hånd kan 
forhindre Herrens værk i at gå fremad. 

Tiden er inde til at Zion ifører sig sine herligheds 
klæder, som en kontrast til den ondes hær, der er 
klædt mørkt, ondskabsfuldt og ækelt. Vi vil være 
skønne som solen og klare som månen. Jeres liv skal 
renses og lutres. Efterlev ethvert bud og enhver 
befaling. Hold op med at være lade. Lær at arbejde. 
Efterlev visdomsordet. Lad jer ikke indfange i kødets 
lysters fælde. Disciplinér jer selv. Gå ikke på kompro- 
mis med hensyn til musik, dans og påklædning. Prøv 
at være rene i hjertet og lydige i alle ting. Udryd 
enhver antydning af oprørskhed (hvilket kommer fra 
Satan) i jeres sjæle. Ær jeres far og mor. 

Lær af Herren og strategien i hans hære. Studér 
dagligt skrifterne. Læs Mormons Bog med en bøn i 
hjertet. Bed i løndom og sammen med jeres familie. 
Øv jer i at have fuldstændig tillid til Herren. 

Udvid Guds rækker 

Gør vi det vil Satan ikke kunne bestå. Lad os udvide 
Guds rækker. Lad os opsøge dem, der ikke har ladet 
sig hverve, de som måske har ladet sig bedrage, de 
som er åndeligt på vildspor - de, hvis ånder er sårede 
og som er blevet lokket bort af den onde. Lad os med 
det samme beslutte os til at udtænke planer for hvor- 
dan vi kan benytte enhver mulig metode til at udvide 
vore rækker med et væld af soldater, som endnu ikke 
er engageret i vor sag, med dem der har brug for at 
kæmpe for en sag der er større end den de kæmper 
for lige nu. 

Lad os gå ud og udsøge dem. Lad os begynde med 
primary og udfordre enhver primarypræsidentinde til 



at sætte drengene og pigerne i gang i år. Lad os ud- 
fordre ethvert af diakonernes, lærernes og præsternes 
kvorummer til at aktivere mindst ét kvorumsmedlem i 
år. Lad os ordinere flere præster til ældster, og lad på 
samme måde søstrene forsøge at øve indflydelse i 
Unge Pigers rækker. 

Brødre, denne strategi kan udvide rækkerne i det 
aronske præstedømme med mere end en kvart million 
nye soldater i Guds hær, og i løbet af tre år vil vi have 
50.000 missionærer. Er det ikke en værdig sag? 

Vi har brug for unge mænd, der kan udholde „me- 
talsmelterens ild". Det kræver selvbeherskelse og 
selvdiciplin at styre sine lyster. Det kræver opofrelse. 
Når en sportsmand vil konkurrere lover han at adlyde 
visse regler og love. Når I tilslutter jer Herrens hær, 
bliver I underlagt visse love og afkrævet visse ofre. 
Men husk altid på at der venter de deltagende beløn- 
ninger og velsignelser. 

Kom, kære unge brødre og søstre, lad os rejse os og 
lade vort lys skinne så skønt som solen og så klart som 
månen. Lad Herrens hær blive meget stor og lad os så 
gå fremad med en kraft, som aldrig før er set i ver- 
denshistorien. Vi vil sætte en stor ære i at bære frihe- 
dens banner og Jesu Kristi evangelium. De kristne vil 
vokse i antal og blive en mægtig Guds hær, og så 
kommer dagen hvor Herren vil overgive fjenden i vo- 
re hænder. Vi vil sejre, og sejren vil blive sød. Vi vil 
holde os til jernstangen og nyde frugten af livets træ. 

Lyt! Kan I høre trompeten langt borte? Den lyder. 
Kan I høre den lyde? Kan I høre Guds hær marchere? 
Den er på vej. Rejs jer, lad krigsråbet lyde og tilslut jer 
rækkerne. 

Vi erklærer med Joseph Smith: „Sandhedens ban- 
ner er rejst; ingen uhellig hånd kan standse værkets 
fremgang; der vil måske forekomme forfølgelser, pø- 
belhobe vil måske forene sig, hære samles imod os og 
bagvaskelse finde sted, men Guds sandhed vil gå støt 
frem, ædel og uafhængig, lige til den har gennem- 
trængt hvert landområde, er konfronteret med ethvert 
slags klima, har fejet hen over ethvert land og lydt i 
hver eneste øre, til Guds hensigter er opnået og den 
store Jehova kan sige at arbejdet er fuldført" 
(History ofthe Church, 4:450). □ 



39 



KLOVN 

jeg elsker dig 

Når det gælder tjenestegerninger så nøjes 
disse unge mænd ikke med bare at klovne rund 





Melvin Leavitt 



Det store klasseværelse på hospitalet, beregnet 
for handicappede børn, er fyldt med børn og 
latter og klovner med kulørte parykker og sto- 
re smil. 

Børnene har allerede grinet, råbt og leget, mens 
balloner knaldede med et brag. Nu er det tid til klov- 
nebowling. Klovnerne er keglerne. En sygeplejeske 
bliver bedt om at bowle. Hun kaster bowlingkuglen 
sikkert mod klovnerne. Men den rammer aldrig, for 
klovnerne hopper og drejer sig hele tiden væk. 

Nu skal en lille pige forsøge. Hun sidder i sin køre- 
stol og skyder efter klovnerne så kraftigt hun kan, 
men den hopper lige så stille ned fra hendes skød og 
når næppe en af menneskekeglerne. Den lille bow- 
lingspiller sukker, men hun undervurderede klov- 
nens magiske evner. Idet bolden forsigtigt strejfer 
den nærmeste klovn falder han baglæns, som om 
han blev ramt, idet han ramler ind imod den næste 
klovn, som rammer en tre die. Hele klovnebunken 
eksploderer og falder opgivende sammen. Børnene 
morer sig. Når klovnerne er der, vinder børnene 
altid. 

De helbreder sorg og tårer 

Det er det ene skøre påhit efter det andet med den- 
ne viltre flok klovne. Det er unge mænd fra spejder- 
trop 207 i Riverside ward i Colville staven i Washing- 
ton. Hvis latter kan helbrede, så er disse unge mænd 
læger. De kan kurere sorg med smil og tårer med 
latter. De børn de besøger nyder denne tid sammen 
med dem, fri for at skulle tænke på operationer, 



P"w** 













■L*r#rV' mm" 


m ' 




. 






w 



•'-•-■„■»■■rf..- -rf.. 






.**&$ 





De unge mennesker brugte timer 
på mønstrene i deres ansigter og 
dragter, og på at lære hvordan de 
udstyrede sig perfekt. De øvede sig i 
at spille komedie og i at sno lange, 
tynde balloner i faconer som dyr. 
De anvendte deres talenter til at 
velsigne børns tilværelse. 




indsprøjtninger, nålestik og smerter. 

Når dagens underholdning er forbi går klovnerne 
rundt mellem patienterne og laver ballondyr og an- 
dre ting - hunde, katte, sværd, giraffer og flyve- 
maskiner. De er parate til at gøre alt hvad børnene 
forlanger, og selv når de gør forkert er det morsomt. 
De maler også klovnestjerner i børnenes ansigter. 

Men det gode får alt for hurtigt ende. Sygeplejer- 
skerne, som har moret sig sammen med deres patien- 
ter, begynder at hente børn, som skal til behandling. 
Børnene opfinder alle mulige trick for at trække af- 
skeden ud så længe som muligt. En lille pige knuger 
sig tæt ind til en klovn, og så ser hun ham ind i øje- 
nene og siger: „Klovn - jeg elsker dig." Omsider har 
alle sagt farvel til hinanden. Børnene er tilbage på de- 
res stuer, og det er som om de har været i berøring 
med noget magisk. 

Klovnerne er stadig opfyldt af ånden ved det de har 
været med til. Så de beholder deres dragter på og 
malingen i ansigtet, idet de forlader hospitalet, stiger 
ind i to biler og kører hen for at spise hamburgers. 
Trafikanterne på vejen stirrer forundret, især de små, 
når de ser to biler fyldt med smilende, vinkende 
klovner. 

Klovnerne udveksler oplevelser fra hospitalet, 
mens de spiser deres hamburgers. De har foretaget 
mange af den slags besøg. 

Klovnselskabet 207 begyndte da wardets unge ar- 
rangerede et besøg på hospitalet. Spejderne beslutte- 
de sig til at vise et klovnenummer, som deres indsats 
i programmet. Deres vejleder, Ron Buchanan, spurg- 
te sin nabo, Howard Pressy, som tilfældigvis er pro- 
fessionel klovn, om han ville hjælpe dem. Spejderne 
indøvede et nummer, med Howards hjælp, og viste 
det på hospitalet. Bror Buchanan (også kendt som 
„Classy Clown" (klovnelæreren)) siger: „Vi så alle- 
sammen det hele i et nyt perspektiv. Disse små pati- 
enter tænkte ikke på selskabeligheder. De tænkte på 
om de mon nogen sinde blev i stand til at gå igen! 



Fotografier af Laird Roberts 



42 



JEJS 






Når man har oplevet dette, bliver man aldrig den 
samme igen. Når man går derfra er man totalt for- 
andret. 

Bagefter talte vi om kong Benjamins ord: ,Når I er i 
jeres medmenneskers tjeneste, tjener I blot Gud' 
(Mosiah 2:17). Vi blev enige om at gøre dette netop 
ved at klovne. Vi ville tjene vore medmennesker ved 
at få dem til at le." 

Betydningen af at være klovn 

Nu kom der en tid hvor de øvede sig, og de måtte 
arbejde hårdt for at lære klovnernes kunst. De brugte 
timer på mønstrene i deres ansigter og dragter, og på 
at lære hvordan de udstyrede sig perfekt. De øvede 
sig i at spille komedie i at sno lange, tynde balloner i 
faconer som dyr. De anvender deres talenter til at 
velsigne tilværelsen for børn på hospitaler, børne- 
hjem og til andre værdifulde formål. Hver af de unge 
mænd har udviklet deres specielle talent. „Maleren" 
(Donald Anderson) kan standse i et fald, kun få centi- 
meter fra gulvet. „Jasper" (Karl Watts) blev gruppens 
talsmand. „Grinebider" (Aaron Griffith) har lært at 
gå som Charlie Chaplin. 

Alt imens har Howard (også kaldet „Kludremik- 
kel") hjulpet dem til at forstå hvad det vil sige at væ- 
re klovn. Han har lige fra starten lagt vægt på at det 
er en meget alvorlig sag at være klovn. 

„Enhver kan male sig i ansigtet og tage noget tosset 
tøj på, men det gør ham ikke til en klovn. Når en rig- 
tig klovn har lagt makeup og taget sit kostume på, så 
påtager han sig også bestemte karaktertræk, og dem 
har han en moralsk pligt til at bevare. En dygtig pro- 
fessionel klovn hverken ryger, drikker eller bander i 
sit kostume. 

Det gør man bare ikke. Han er ligeglad med om et 
barn er sort, grøn, gul eller lilla. Han behandler dem 
alle ens. 

Han ødelægger ikke indtrykket, uanset hvad der 
sker. Selv om et barn kommer hen og sparker dig, 
elsker du stadig barnet - fordi du er en klovn." 

Efterhånden som klovnerne blev mere kendt, be- 
gyndte de små drenge i wardet at glæde sig til deres 
16-års fødselsdag, hvor de kunne rykke op i explorer- 
nes spejderklasse. Da Tony Romish og Bryan McGin- 
ty blev 16 år, havde man allerede ventet dem. Tony 
blev „Guldgraveren" og Bryan „Doktor Skævben". 
De øvede sig ihærdigt og det varede ikke længe før 
de var fuldbefarne klovner. 

Idet drengene ikke er tilfredse med blot at være 
meget gode, er de sammen hver onsdag og øver de- 
res numre og bliver endnu bedre. Der er kammerat- 
skab, en varme og kærlighed, men der er også en al- 
vorlig forpligtelse til at tage sig af fortagendet. De un- 
ge mænd har ofte bedt om at de må kunne udgøre en 
forskel for dem de klovner for. Nu arbejder de hårdt 
for at være med til at besvare deres egne bønner. 



En mulighed for personlig vækst 



Howard og Ron har altid understreget overfor med- 
lemmerne af gruppen at når de tager deres klovneud- 
styr på og lægger makeup er de ikke længere sig selv. 
De kan ikke længere tillade deres personlige frygt og 
hæmninger at forhindre at de gør deres pligt som 
klovner. „Når I er i jeres kostumer har I ingen selv- 
stændig identitet. I er klovner. I skylder menneskene 
det, for at gøre dem glade." 

Spejderne opdagede hurtigt at de som klovner 
kunne gøre gode gerninger, som det var svært for 
dem at gøre af sig selv. 

„Når jeg optræder som klovn," siger Don, „så er 
jeg ikke længere Donald Anderson. Jeg er , Maleren'. 
Og så er jeg mere glad end nogen sinde. Jeg holder 
mere af mennesker når jeg er under , Malerens' ind- 
flydelse. Jeg skal helt sikkert på mission. Jeg har tit 
spekuleret over det, men nu kan jeg se at , Maleren' 
hjælper folk meget, og jeg vil mægtig gerne kunne 
gøre det samme som Donald Anderson. " 

Alle , Malerens' vidunderlige egenskaber er natur- 
ligvis Dons egne. De ligger bare og venter i ham, til 
de har en god undskyldning for at komme frem i al 
sin herlighed. 



En klovns belønning 



Foruden den personlige udvikling som en klovn 
får, bliver han belønnet for sit store arbejde med nog- 
le herlige minder. „Første gang vi besøgte hospitalet, 
var vi allesammen ved at dø af skræk. Vi vidste ikke 
rigtigt hvordan vi skulle arbejde sammen med handi- 
cappede børn. Men de reagerede pragtfuldt og det 
var en skøn oplevelse. Da vi var færdige spurgte vi 
sygeplejersken om der var børn, som ikke var i stand 
til at komme. 

Hun tog os med ind på en stue, hvor der lå en 
dreng, hvis ansigt bogstavelig talt var revet af ved en 
bilulykke. Det var som om hans ansigt havde været 
igennem en kødmaskine. Han var så selvbevidst at 
han ikke ville forlade sin sygestue. 

Vi var derfor meget forsigtige. Vi gik hen til ham og 
sagde: ,Hej, vi savnede dig. Vi ville gerne give dig en 
ballon - en helt speciel ballon.' I begyndelsen var han 
meget sky. Men så begyndte han at reagere. Og jeg 
blev så stolt af klovnerne. De vendte ikke blikket væk 
fra ham. De så direkte på ham og lod ham vide at de 
var interesserede i ham. 



i 



■ 
W 






S 






De unge mænd har ofte bedt om at 
de måtte kunne udgøre en forskel 
for dem de klovner for. Nu arbejder 
de hårdt for at være med til at 
besvare deres egne bønner. 



Da klovnerne var færdige begyndte denne dreng at 
tale. Han var meget venlig. Han vidste at han havde 
betydning, og at der var 3-4 klovner i stuen, som var 
interesseret i ham. Han fortalte om en operation, som 
han skulle igennem, og vi ønskede allesammen det 
bedste for ham. Det er en af de største oplevelser i 
mit liv." 

Engang adopterede klovnerne et baseballhold med 
handicappede og retarderede unge, som var ved at 
tabe stort. Holdet havde opgivet - lige til de stod 
overfor en rigtig klovneopmuntring - en hel gruppe 
klovner der råbte til dem. „Vi måtte finde ud af hvad 
den dreng hed, som slog, og så begyndte vi at råbe: 
,Kom så, Charlie, du kan godt. Kom nu Fred!' I den 
del af spillet lykkedes det dem at få mere end dobbelt 
så mange point. De tabte alligevel, for det var i sidste 
del af spillet, men da de gik var de så spændte, fordi 
der var nogen der havde opmuntret dem og råbt til 
dem." 

Somme tider skal der så lidt til at skabe en forand- 
ring, men for en klovn er det lidt ikke en frivillig sag, 
det er en pligt. Der var for eksempel to spansktalende 
drenge med blandt publikum på et hospital. De følte 
sig lidt oversete, fordi de ikke forstod de engelske 
vittigheder. Men så puttede klovnerne lidt af deres 
mangelfulde spanske ind og blev en slags tosprogede 
klovner. Resultatet? „Det var som om disse to drenge 
blev vakt til live igen." 

Kærlighed til Guds børn 

Klovnernes arbejde med disse mennesker, som er 
mindre heldigt stillede end de selv, har givet dem 
medfølelse og kærlighed til Guds børn. Tony Romish 
siger: „Når du er klovn, ønsker du at hjælpe menne- 
sker som er anderledes end dig selv. Du føler du er et 
med alle og enhver. Det er som om vi alle deler os op 
i grupper - de som kan bruge deres legemer eller 
dem der ikke kan, sorte eller hvide, gamle eller unge, 
rige eller fattige. Klovner står dem alle nær. Vi adskil- 



ler os ikke så meget. I skolen driller børn ofte dem 
der er mentalt eller fysisk handicappet. Førhen, gik 
jeg bare forbi dem, men det kan jeg ikke mere. Jeg 
må standse op og forsvare enhver der bliver såret." 
En af hemmelighederne ved klovnernes succes er 
bror Buchanan. Han elsker disse unge mænd af hele 
sit hjerte. Han ofrer det meste af sine lørdage og 
mange hverdagsaftener på dem, og han betragter det 
ikke som noget offer. „De er noget helt særligt for 
mig," siger han. „Det er vidunderlige unge menne- 
sker. De giver alt hvad de har i sig. Og de synes at 
det er morsomt. De er min anden familie." 

Morskab og tjenestegerninger 

Klovnerier er en enestående, uselvisk form for un- 
derholdning og tjenestegerninger. Klovnen modtager 
bifald, men folk der klapper af ham ved ikke hvem 
han er. De kender hans klovnenavn, men de ved al- 
drig hvad han rigtigt hedder. Der er ikke noget der 
hedder personlig berømmelse - kun den forunderlige 
følelse af at gøre folk glade. 

Men den kærlighed som disse klovner føler for de 
børn de hjælper, er langt skønnere end berømmelse. 
Mange af dem er stået op af deres senge, når de har 
været syge, fordi de hellere vil optræde end gå glip af 
denne gode følelse. 

Det er hårdt arbejde at klovne. Men det er måske 
også den tjenestegerning som giver den største glæ- 
de, som nogen sinde er opfundet i den forbindelse. 
„Jeg sagde til en af drengene at det var morsomt at 
yde tjenestegerninger. Han sagde: ,Hvad, er det tje- 
nestegerninger? Jeg har det så sjovt at jeg aldrig no- 
gen sinde vil glemme det.' " 

Morskab og tjenestegerninger. Tjenestegerninger 
og morskab. Samt broderskab og kærlighed og så 
denne dejlige, helbredende glæde der ligger i ren lat- 
ter. Spejdertrop 207 er specialister i at opløfte hjerter, 
og man kan ikke opløfte andre uden også at opløfte 
sig selv. □